Styr på mit shit,  Verden udenfor

Er vi den ynkende generation?? (Del 2)

Som lovet lidt flere tanker om min generation

Dette indlæg er en fortsættelse af et tidligere indlæg som du kan læse her.

I dag er jeg 47 år gammel. Rent statistisk over halvvejs i mit liv. Hvorfor er det så, så svært at slippe rutiner og mønstre, der ikke er gode for mig i min dagligdag? Jeg må jo siges at være en voksen kvinde.

Psykologen snakker meget om psykologisk struktur, som jeg har forstået det, så er det den struktur man gennem livet har brugt for at overleve. For at gøre opmærksom på sig selv (eller så lidt opmærksom på sig selv, hvis det var det bedste). Den struktur følger dig livet igennem, for det er det mønster du har lært fra barnsben.

Psykologen har også fortalt, at det overhovedet ikke er usædvanligt at man først reagerer på de traumer barndommen har budt på, når man er blevet “rigtig” voksen. Altså fra 30 års alderen og frem.

Har jeg så haft en frygtelig barndom? Nej, det er ikke den opfattelse jeg har. Det du er i, bliver normalen. Som barn har jeg ikke tænkt det kunne være anderledes. Det er de spor min barndom har sat i mig, der spøger nu. Jeg er vokset op i en “kernefamilie”, min far, var ikke min biologiske far, dette har dog aldrig haft den store betydning. Han var lige hård ved både mig og min lillebror. Hjemme hos os var der kæft, trit og retning. Manden i huset bestemte. Alt. Over alle. Hele tiden.  Vi spiste aftensmad kl. 17. Sharp. Du skulle ikke komme for sent, så faldt der brænde ned. Dette var ikke til forhandling. Så at dyrke sport, der ramte sammen med kl. 17 var ikke en mulighed. Kom du for sent hjem, var der stuearrest. Hang telefonledningen snoet (ja, der var fastnet telefoner dengang) var der ballade. Foldede du ikke mælkekartonen ordentligt inden du smed den ud, så var der ballade. Brugte du for meget køkkenrulle, så var der ballade. Men alt dette troede jeg jo, var helt normalt. At få et par på hovedet, en røvfuld eller bliver mødt med tavshed, hvis man havde gjort noget, der ifølge ham var forkert, var dagligdag. Jeg husker ikke, at jeg har fået et kram, eller fået at vide at jeg var elsket af nogle af mine forældre. Det tror jeg dog jeg var. Jeg var bare ikke første prioritet.

Noget af ovenstående er årsagen til, at jeg lever et markant anderledes liv med mine børn. Jeg har ALDRIG lagt hånd på dem, jeg fortæller dem, at de er elsket og jeg deler masser af krammere ud. Mine børn kan regne med mig 100 %. Jeg vil gøre ALT for dem. Og det ved de heldigvis godt.

Alligevel bliver det jo en balancegang. Vi har sagt goddag til curling-generationen. Altså alle de børn, hvor forældrene fejer alle forhindringer af vejen for dem. De børn bliver uselvstændige individer, som senere vil bebrejde deres forældre for netop dette. Og jeg kan i en stille stund godt bekymre mig for, hvad mine børn bebrejder mig, når de er blevet rigtig voksne. Måske er det bare et mønster der går igen mellem generationerne. Selvom man som forælder gør alt, hvad man mener er det bedste, så opfatter børnene det måske ikke på samme måde. Jeg vil dog til enhver tid forbeholde mig retten til at være stolt af mine børn. De har klaret sig supergodt. De har hver især haft deres udfordringer, hvor jeg har stået på sidelinien og været til rådighed, hvis de skulle have brug for det.

Jeg ved, at jeg har gjort alt det jeg kunne, for at give dem en god ballast med dem ud i livet. Måske er det nok – måske er det ikke nok.

Måske skal jeg ikke bebrejde mine forældre de ar jeg har på sjælen. Måske kunne de ikke gøre det bedre. Men hvad skal jeg så?

Jeg skal finde mig selv. Jeg skal frigøre mig af relationer, der ikke er sunde. Jeg skal bede om det jeg vil have. Jeg skal være åben for kritik fra mine poder. De ved jeg elsker dem. Den sikkerhed er jeg ikke vokset op med.

Men det er svært. Godt jeg har min psykolog. Hvad gør I andre derude? Jeg ved der sidder mange, med de samme ar på sjælen…..

God søndag. Del – like – kommenter meget gerne

Kh Tina

787total visits,1visits today

Kvinde sidst i 40'erne, uddannet socialpædagog med mange ting på hjertet

5 kommentarer

  • Ann-Sofie

    Måske er jeg ikke “rigtig voksen” endnu, men min viljestyrke, min stærke mentalitet og mit gode hjerte kommer fra dig ❤️ Samt mange mange andre gode evner! ?
    Så tak for dig mor! Jordens bedste mor, ingen tvivl om det ?

  • Bettina

    Kære Tina. Vi lærer at leve med de ar, vi har fået. Jeg selv voksede heller ikke op med kys, kram og ros. Ved ikke, om det var mere “normalt” tidligere, at man ikke var så obs på børns behov? Men jeg tror det. Da jeg selv blev mor, var jeg, ligesom du, vældig bevidst om, at vise og fortælle mine børn hvor værdsatte de var. Garanteret vi også fejler, og bliver måske kritiseret for noget vi har misset. Men i ægte kærlige relationer skal der også være plads til dette ?

    • smugkroen

      Kære Bettina
      Tusind tak for dit input. Jeg er helt enig. Jeg tror heller ikke, at man var klar over, hvor vigtigt synlig omsorg har været. Jeg tror også at generationen før vores egen, selv har manglet dette. Jeg bebrejder ikke nogen for noget, men har lavet en generel betragtning med udgangspunkt i mit eget liv. Jeg får hjælp til at komme videre, og jeg kommer videre med den bevidsthed, at det der har formet mig, har formet mig i bedste mening. Kh Tina

      • Bettina

        Det er godt, du selv har søgt og får hjælp. Vi lærer hele livet, og hellere det end at stå i stampe, blive bitter, og aldrig blive klogere på sig selv eller andre ?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.