Styr på mit shit

Giv mig bare et foredrag….

I stil med det jeg hørte i går…..

I aftes var jeg sammen med en veninde til foredrag med Lisbeth Zornig. Foredraget hed “Fra vred til voksen” og tog udgangspunkt i Lisbeth Zornigs barndom og de ting hun var udsat for. Hun beskrev meget ærligt og personligt hendes personlige udvikling fra barn til voksen. Det var rørende. Det var hårdt. Det var tankevækkende.

Billedet i dag er trapperne til 4. sal på vores hotel i Amsterdam. De var stejle og det var hårdt at gå op af dem. Derimod gik det også hurtigt ned igen. I min tvistede hjerne er det vel en slags symbol på, den udvikling jeg pt. gennemgår. Jeg kæmper og kæmper mig op – og ind i mellem går det hurtigt ned igen. Heldigvis ikke helt ned i kælderen. Der er de dage, hvor jeg tager mig selv i nakken og husker på, at jeg har været et godt stykke oppe af den trappe og jeg kommer det igen.

Hvad kan jeg så bruge Lisbeth Zornig til??

Inspiration helt klart. Hun er en sej kvinde, der har taget ansvar for sit liv. Hun vil mere, og hun gør det. Ærligheden er jeg også imponeret af, samt hendes evne til at acceptere de personlige træk, der ikke er så attraktive. Hun har accepteret hvem hun er. Det er inspirerende.
Hvem er jeg så? Ja, det er så det, jeg er ved at finde ud af. Håbet er helt klart, at jeg også en dag, kan stå frem og sige – her er jeg! Tag mig som jeg er, med alt det gode og det dårlige. At få en bevidsthed om, hvad jeg egentlig består af, både positivt og negativt. Jeg arbejder på det.

Heldigvis har jeg stress-damerne

Dem så jeg igår. Det er så befriende at tilbringe tid med dem. Vi er helt ærlige omkring os og de ting der fylder. Det er selvfølgelig ved at være lidt vanskeligt at samles alle 6, da flere fra gruppen er startet i praktikforløb. Vi forsøger, og ellers mødes de der kan. Snakken går altid non-stop. Vi snakker om fremtid, nutid og fortid. Vi snakker om arbejde, jobcenter, børn, kærester/mænd. Jeg elsker disse formiddage.

Trætheden har sat ind

I dag er jeg så til gengæld TRÆT. Men det er ikke så underligt. Min hjerne har kørt på højtryk siden i går, og der var for meget hjerneaktivitet til at få særlig meget nattesøvn. Hjernen arbejdede med de input fra foredraget der fyldte mest. Blandt andet talte Lisbeth Zornig om evnen til at få hjælp. Hun havde researchet på, hvilken hjælp der havde størst effekt. Konklusionen var, at det ikke var vigtigt, hvilken type terapi man valgte, da undersøgelser viser, at 65% er at individet har erkendt og er klar til hjælp og 15% er relationen mellem terapeut og klient. Det er sgu tankevækkende – og viser hvor vigtigt det er, at man kan erkende behovet for hjælp.

Hvad tænker I?

Kh Tina

863total visits,2visits today

Kvinde sidst i 40'erne, uddannet socialpædagog med mange ting på hjertet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.