Streaming

Anbefalinger af streamede serier, film og især dokumentar programmer, som af den ene eller anden årsag har sat spor i mig

  • Streaming,  Styr på mit shit,  Verden udenfor

    Er vi den ynkende generation?? (Del 1)

    Siden jeg startede denne blog…

    Har jeg fået mange tilbagemeldinger. De har handlet om mit mod til at gøre dette, om genkendelse i det beskrevne og om hvor vigtigt det er, at vi melder ud.

    Men hvorfor er der så, så mange tabubelagte emner indenfor personlig udvikling? Hvorfor skammer vi os over, at livet har budt på hårde udfordringer, som vi skal have hjælp for at komme igennem? Hvorfor er det så svært, at ændre på sit liv og sine prioriteringer?

    Disse ting arbejder jeg personligt en del med i øjeblikket. Det er mega hårdt. Jeg vil gerne via min blog være med til at fjerne tabuet. Billedet i mit indlæg i dag, er et billede af vores billeder af gode stunder i familien. Det er en kæmpe tavle der hænger i vores køkken. Ofte stopper jeg op og kigger på disse skønne minder og bliver dybt taknemlig for, at jeg har den familie jeg har. Der mangler selvfølgelig nogle medlemmer af familien, nogle mangler bevidst, andre skal nok komme med.

    Det meste af min omgangskreds er født i 1960’erne eller 1970’erne ligesom jeg selv er. Jeg har siden denne blog startede, fået kendskab til mange i omgangskredsen, der har lignende problematikker. Når talen falder på disse tider og nutidens rollemodeller/forældre er der, i min optik, en verden til forskel. Så længe man kunne sende børnene i skole/institution i rent tøj og med madpakke hver dag, så var der sjældent nogen der blandede sig i, hvordan hjemmene var skruet sammen. Der blev heller ikke i min skoletid gjort noget særligt ved mobning.  Jeg husker ikke en eneste gang at være blevet spurgt hvordan det var at være mig. Hverken hjemme eller i skolen (jeg har gået på 7 forskellige folkeskoler) trods dagligt mobberi. Havde det gjort nogen forskel tænker du måske? Nej, det havde det måske ikke, men så havde jeg måske haft fornemmelsen af, at nogle interesserede sig for mig.

    Jeg har streamet 2 dokumentar programmer på DR1 – de hedder henholdsvis “Min far er psykopat” og “Min kæreste er psykopat” Det var nogle tankevækkende udsendelser. Det første program beskrev studieværtens barndom, med en far, der toppede psykopatlisten. Vold og misbrug var dagligkost hos hende. Hun fortæller åbent om de ar på sjælen, hun har båret med ind i voksenlivet. Hun fortæller også, at det ikke var usædvanligt på den tid, at der foregik grufulde ting i hjemmene rundt omkring. De offentlige instanser blandede sig ikke.

    Hvorfor er det relevant at kigge tilbage? Er det ikke bare en kliche, at give barndommen skylden for, at du i dit voksenliv er væltet?

    Det har jeg tænkt engang! Det gør jeg ikke mere. Jeg er nemlig væltet. Helt væltet. Heldigvis har jeg fundet en superdygtig psykolog, som på en konstruktiv måde, kan forklare mig, hvorfor jeg gør som jeg gør.

    Hvordan ændrer jeg så på de ar, jeg har båret med mig? Arrene forsvinder aldrig, men jeg kan lære at forholde mig til dem. Nu stopper jeg dette blogindlæg inden det bliver for langt. Lad os kalde dette del 1. Del 2 er på vej. Der vil jeg skrive lidt om, hvad jeg har valgt at gøre anderledes med mine børn, nogle generelle betragtninger af min generations måde at agere i samfundet på og helt sikkert en masse andet.

    Ha’ en skøn dag derude.

    Del – like – kommenter – tilmeld dig nyhedsbrevet.

    Kh Tina

  • Streaming,  Verden udenfor

    12 dage

    Så går turen til Amsterdam

    Manden min skal løbe Amsterdam Marathon. Konen her medbringer den hjemmelavede Dannebrogsparaply og står rundt omkring på ruten og hepper. Det er en fantastisk tradition vi har fået opbygget her. Man kommer i snak med utroligt mange mennesker, når man står der helt alene og vipper med paraplyen og hepper på alle de danske løbere der kommer forbi.

    Barcalona Marathon 2017

    Jeg er en smule bekymret for, hvordan mine ømme fødder tager den tur. Når vi er afsted på disse Marathonture (uden børn) plejer vi at gå rigtig, rigtig meget. Så fyssen har bare at få styr på fødderne inden afgang. Vi kører selv til Amsterdam og regner med at ankomme torsdag eftermiddag, vi kører hjem igen mandag, så vi har god tid denne gang. Marathonløbet afvikles søndag, og jeg tjekker vejrudsigten med jævne mellemrum. Der er ingen af os, der har været i Amsterdam før. Så hvad skal vi se? Er der gode fif omkring oplevelser, praktiske ting osv.? Byd endelig ind.

    Ellers er det fredag i dag. Og jeg har en træt/trist fornemmelse i systemet. Disse dage popper op med jævne mellemrum, der er heldigvis langt i mellem dem i øjeblikket. Måske spiller vejret ind, det er gråt i gråt. På disse dage får jeg ikke udrettet al verden, og jeg øver mig i, at acceptere, at det er okay. Weekenden står på flytning af ældstebarnet og kæresten. De flytter til min by og jeg er lykkelig. Det bliver så lækkert at få dem tættere på.

    I går så jeg programmet om Jesper Sørensen, drengen med den gamle krop. Det gav i den grad stof til eftertanke. Jeg ved godt, at man altid kan finde nogen, der har det værre end en selv, og så alligevel sad jeg tilbage med en fornemmelse af, at jeg er SÅ heldig. Han er en sej gut, ham Jesper. Der er ikke meget klynk over ham, han klør på og får det bedste ud af livet, trods alle de vanskeligheder, han har at forholde sig til. Det vil jeg gerne lære. At pakke selvmedlidenheden væk, og acceptere tingenes tilstand. Der er vel i bund og grund den eneste vej fremad.

    Jeg drak kaffe med min kammerat igår. Igen en hyggelig omgang, hvor vi er totalt ærlige omkring vores stress og de ting der følger med. Jeg værdsætter disse snakke højt, og jeg kan tale med ham om ting, som jeg ikke taler om herhjemme. Det er guld værd. Så tak for dig F.

    Nu dumper jeg ind på sofaen igen og streamer lidt Viaplay, i øjeblikket er jeg hooked på en ærke-amerikansk serie der hedder The Fosters. Let underholdning, lige hvad jeg trænger til idag.

    God weekend derude

    Husk at del, følg og kommenter….

    Kh Tina