• Styr på mit shit,  Verden udenfor

    Hvad nu når de spørger….

    hvorfor jeg blev opsagt???

    For, ja, jeg skal sgu til jobsamtale. På mandag. Til et job, jeg umiddelbart rigtig, rigtig gerne vil have. Og nu kommer panikken så snigende. For jeg ved jo godt, at der kommer spørgsmål, hvor jeg skal være rimelig skarp. Og ærlig. Og virkelig sælge varen. Men kan jeg det? Er jeg attraktiv for en kommende arbejdsgiver?

    Status på jobsøgning;
    Sendte/samtaler/afslag                              7/1/2

    Jeg skal tilbage

    Både min krop og min hjerne er helt enige med mig, jeg er så klar til at komme tilbage. På mange måder. Tilbage på arbejdsmarkedet. Tilbage til optimismen. Tilbage til overskuddet. Tilbage til mestring af mit liv og min dagligdag. Men hold nu op, hvor er jeg bange for at mislykkes. Ved ikke lige hvordan et nederlag skal takles. Mine tanker pisker rundt. Jeg vil gerne være godt forberedt, så jeg kan næsten deres hjemmeside udenad. Mine spørgsmål til dem er der styr på. Det er deres spørgsmål til mig, der er angstprovokerende. For jeg bliver helt sikker spurgt om, hvorfor jeg ikke længere har mit faste job. Og jeg ved jo også godt, at svaret ikke er; “Jamen, jeg har været sygemeldt med stress i 15 måneder. Det hele blev lige lidt for meget.” Samtidig er jeg jo også nødt til at fortælle lidt. Det er en svær balancegang. Er der nogen derude, der har et par fif, et par gode råd? Det har jeg virkelig brug for………
    Samtidig har jeg jo egentlig rimelig godt styr på selvtilliden. Det er ikke tillid til mine evner i mit fag, der mangler. Jeg ved hvad jeg kan, jeg ved at jeg vil være et godt valg til denne stilling. Det er selvværdet det er galt med. Både som jobansøger og på mange andre områder i mit liv. Og det er nok svært at nå at ændre inden mandag…..

    De der skyhøje forventninger

    De skal aflives. I hvert fald dem jeg har til mig selv. Selvom jeg har fået en bevidsthed om, at jeg ikke skal stille for høje krav til mig selv, så kan jeg allerede nu mærke præstationsangsten. Der er lang tid til mandag. Alligevel har jeg overfladisk vejrtrækning, tankemylder og spændingshovedpine. Og det er jo latterligt. Det er bare et arbejde. Min fornuft fortæller mig, at det hele nok skal gå. Hjernen glemmer at høre efter. Vejrtrækningsøvelserne er igang igen. Jeg skal have styr på mit shit. Og bare være mig. For det er godt nok. Nej, ikke godt nok, det er godt. Jeg burde hvile i mine faglige kompetencer, for det må være dem der kommer i første række.

    Det er irriterende

    At jeg reagerer sådan her. At jeg ikke er nået længere i arbejdet med mig selv. At der stadig er lang vej at gå, før jeg tror så meget på mig selv og mit værd, at en enkelt jobsamtale ikke tricker det hele. Og det er jo ikke kun jobsamtaler der tricker mig. Det er også i dagligdagen, at jeg støder på episoder, hvor jeg ikke føler mig ret meget værd. Objektivt er det uden tvivl bare hjernespind, der er ikke noget konkret der beviser, at jeg skal føle mig mindre værd. Så jeg har mange indre dialoger mellem min hjerne og mit indre jeg. Mit indre jeg ved jo godt, at jeg til tider overreagerer og ser ting der ikke er der, hvorimod min hjerne igen og igen forsøger at overbevise mig om det modsatte. At jeg ikke kan forvente, at det hele bliver ved med at gå godt. Det er udmattende. Og foruroligende at kunne konstatere, at jeg ikke har det selvværd, der gør, at jeg bare kan hvile i det jeg befinder mig i lige nu. At jeg hele tiden har plan B, og C, og D, kørende inde i hovedet. Det er ikke fordi jeg ønsker ændringer i mit liv. Jeg har faktisk alt det, jeg kan ønske mig. Men min psykologiske struktur er desværre bygget sådan, at jeg altid forventer det værste. At jeg ikke kan blive overrasket, hvis der sker noget dårligt. For jeg er nemlig på forkant! Altid! og samtidig krydser jeg fingre for, at jeg ikke får ødelagt det hele for mig selv……

    Sikke mange tanker, bare på grund af en kommende jobsamtale…

    Nå, men kryds fingre for at jeg får det job, så bliver jeg glad

    Del – like – kommenter.

    God weekend til jer

    Kh Tina

     

  • Styr på mit shit,  Verden udenfor

    Jeg sælger mig selv

    og det føles okay…….

     

    I dag bliver min blog fremhævet hos Bloggers By Heart…. Det er jeg faktisk lidt stolt af. Bloggen her vokser stille og roligt, og nu har jeg fået muligheden for at være en del af et stort bloggernetværk. Det er fantastisk. Så det kan vel betragtes som én måde at sælge mig selv på. Promovering. På privatfronten.

    Det er nemmere at promovere sig selv på bloggen end i en jobansøgning, synes jeg. Jeg har hen over de sidste par dage knoklet løs. Mit CV har fået en gevaldig overhaling og fremstår nu ret professionelt hvis jeg selv skal sige det.

    Drømmejobbet er slået op

    Så jeg er nødt til at sælge mig selv nu. Jeg har siden fredag arbejdet intens med både CV og jobansøgning. Heldigvis har jeg min gode veninde C. med ind over. Hun har tidligere siddet i et rekrutterings bureau, så hun ved hvor fokus skal ligges. Nu er jeg opdateret og moderne på jobsøgningsområdet. Næste skridt bliver jobsamtalen. Jeg vil RIGTIG gerne have det job. Det er skræddersyet til mig, og jeg krydser alt hvad der krydses kan, for at komme i betragtning.
    Jeg synes det er svært at sælge sig selv. Så skal der jo sættes ord på, hvad man bare er god til. Og det der med at rose mig selv, det er jeg ikke ret god til. Det er egentligt lidt underligt. For jeg ved jo godt, hvad jeg er god til. Og jeg har ingen problemer med at fortælle andre, hvad de er gode til. C. siger, at jeg skal søge som en mand. Mænds tilgang til tingene er meget mere pragmatiske end kvinders. Os kvinder har det med at fokusere på de enkelte ting i et jobopslag, som vi ikke umiddelbart kan 100 %, hvorimod mænd ser alt det som de kan, og det er nok til at søge stillingen. Lige netop denne stilling rummer alt hvad jeg gerne vil, og umiddelbart er der ikke noget jeg ikke kan. Så jeg ER perfekt til den stilling, det er jo i bund og grund bare det, jeg skal få formuleret.

    Janteloven

    Det er måske der, jeg skal kigge hen. Den hang på væggen hjemme hos min morfar. Jeg husker den tydeligt. Og måske er den en del af, at det er ufatteligt svært at rose sig selv offentligt. For inderst inde ved jeg godt, at jeg er dygtig. At jeg er omsorgsfuld. At jeg er en fighter. Men når det kommer til noget så ufarligt som en jobansøgning, så skal jeg lede efter ordene. For jeg vil jo ikke virke for selv-fed, eller arrogant, eller lyde som en, der tror hun er noget. Men hvorfor egentlig ikke. Jeg er jo noget. Jeg er mig. Det arbejdes der med. Det der med at stå ved mig selv. At erkende hvad jeg vil og ikke vil.

    Humøret er højt

    Heldigvis er jeg i en god stime humørmæssigt. Jeg drikker fortsat min gyser ekstrakt hver morgen og hver aften. Nu går jeg snart ind i uge 3. Og som lovet vender jeg tilbage med en vurdering af effekten. Hvis du ikke lige er med på, hvad jeg snakker om, kan du tjekket dette indlæg.
    Jeg mangler input i dagligdagen, og det må være et tegn på, at jeg er helt klar til det der drømmejob. Der er indført mogengymnastik herhjemme. Jeg har hentet app’en 7 minutter. Det er et kort træningspas med 13 forskellige øvelser. Det tager i alt 7 minutter (no shit Sherlock!) Det er hårdt, men jeg tror det er effektivt. Nu går jeg all in på at tabe mig lidt. Mere om det i et andet indlæg
    Status på jobsøgning;
    Sendte/samtaler/afslag          7/0/1

     

    Hvordan har jeres uge været? Har I gjort noget nyt? Har i rost jer selv?

    Del – like – kommenter – jeg bliver så glad

    Kh Tina