• Styr på mit shit,  Verden udenfor

    Når angsten er væk….

    …. så er jeg vel færdig med det stress

    Dagens indlæg kommer til at handle om angst…. En af de mange ting, der fulgte med min stress-sygemelding. Nu er jeg jo endelig erklæret rask (eller i hvert fald raskMELDT, helt rask tror jeg aldrig jeg bliver). Det kostede som I måske ved 15 måneders sygemelding at komme hertil.

    Angstanfaldene er forsvundet
    Og heldigvis for det. Jeg får ikke længere anfald, hvor jeg har ondt i hjertet, eller hvor jeg ikke kan få luft og er lige ved at besvime. Det er virkelig ubehageligt, og jeg tror ikke det kan beskrives, så dem der ikke har prøvet det, kan forstå hvor bange jeg har været. Årsagen til at disse anfald er væk, er nok en kombination af, at jeg har lært at arbejde med mig selv og min vejrtrækning og at jeg har haft tid og ro til at få det bedre. Jeg har foretaget de ultimative tests; Jeg har inden for de sidste par uger både været i Bilka på et tidspunkt af dagen, hvor der var mange mennesker (og jeg var alene afsted), og jeg har været i biografen, hvor vi stod i en tæt klump af mennesker inden vi blev lukket ind. Begge gange gik det godt. I Bilka havde jeg lige antydningen af svedige håndflader, men det blev ved det. Og hvor latterligt det end kan lyde, så var jeg mega stolt af mig selv. Over en Bilkatur. Alene.
    Alligevel kan jeg mærke angsten inderst inde. Måske er det sådan det skal være resten af mit liv, måske forsvinder det med tiden. Så længe jeg har det under kontrol, så lever jeg med det.

    Søvnløshed
    Var også en tro følgesvend i starten af min sygemelding. I de 3 uger op til jeg blev sygemeldt sov jeg maksimum 2-3 timer hver nat. Det bliver man tosset af. Jeg levede livet i en kugle af vat. Jeg var træt men kunne ikke sove, jeg var desperat og ulykkelig. Uden søvn bliver ens lunte noget kortere, jeg kunne intet overskue og det at gå på arbejde, gjorde bare det hele meget værre. Heldigvis fik jeg hjælp og en forståelse af, at det var min hjerne der var overbelastet. Og at det var okay, at blive på sofaen en hel dag. At jeg ikke behøvede at udrette noget. Det tog lang tid at acceptere, men da jeg først gjorde det, så hjalp det faktisk. Nu har jeg så igen en periode, hvor jeg ikke kan sove. Og her kan jeg igen mærke angsten. For hvorfor kan jeg ikke sove? Er det stress igen? og hvis det er, hvad er det så, der stresser mig? Det dur bare ikke lige nu, for jeg er jo raskmeldt og i fuld gang med at søge job. Måske er det derfor jeg ikke kan sove? Måske er det angsten for at blive syg igen der spøger, måske er det min hjerne der fuc… mig op, og laver et rigtigt dårligt mønster. Måske skal jeg prøve at ændre tilgangen til det at sove. For måske er der slet ikke noget galt, andet end det, at jeg trænger til en anden hverdag nu. I aften gør jeg noget andet, end at ligge mig under dynen og krydse fingre for, at jeg falder i søvn.

    Angsten er der nu alligevel
    Heldigvis i en anden form. Jeg har nogle helt specifikke områder i mit liv hvor angsten stadig lurer. Det er områder, hvor jeg har en bevidsthed om, at der stadig er meget der skal arbejdes med. Eksempelvis at miste mine børn – hvergang jeg hører udrykningskøretøjer gennemgår jeg lige i min hjerne, hvem der er hvor, jeg ved jo godt hvor lille risikoen reelt er, for at det er nogle af mine, og at jeg i bund og grund ikke har nogen indflydelse på noget i den forbindelse. Det arbejder jeg med. Angsten for at miste kontakten med mine voksne børn er der også. Ikke fordi jeg tror det vil ske, men jeg ville virkelig blive bund ulykkelig hvis det skete. Derfor forsøger jeg, at give dem plads og kun komme med gode råd, hvis de beder om det. Jeg melder klart ud, at vores dør altid er åben, uanset hvad det handler om. Jeg viser dem respekt for, hvordan de vælger at leve deres liv, også selvom det ikke er alle deres beslutninger jeg forstår. Men de er det vigtigste og det er deres liv, de skal leve. Og hvis jeg skal gøre mig fortjent til en plads i deres liv, så må jeg ind i mellem også trække mig lidt, så de ikke bliver trætte af mig.
    Angsten for at blive forladt spøger også. Det er fuldstændig åndssvagt, for jeg har ingen grund til at frygte det overhovedet. Det ved min fornuft godt, men angsten har tag i mig. Jeg elsker min mand overalt på hele jorden. Han er det bedste der er sket for mig i mange, mange år. Vi har et fantastisk forhold, hvor der er plads til os begge to, vi griner med hinanden, taler fortroligt og prioriteter hinanden højt. Alligevel stikker angsten sit grimme fjæs frem engang i mellem. Måske bliver han hapset af en, der ikke er så vanskelig som jeg er…. Måske bliver han træt af mine humørsvingninger og skiftende energiniveau, måske finder han mig ikke så tiltrækkende, når jeg nu har taget de der 10 kg på….. Alt sammen noget, der udelukkende foregår inde i mit hoved. Men tankerne er der. Det arbejdes der også med.

    Spekulationer – er vel også en form for angst
    Så er der alle de der dagligdags spekulationer. Det er ikke decideret angst, men en bekymring for hvordan fremtiden tegner sig.
    Eksempelvis når jeg er 47 og arbejdsløs, så spekulerer jeg jo lidt over, om jeg får et arbejde indenfor mit fag igen. Om jeg er nødt til at tænke alternativt på et tidspunkt. Det vil jeg være ked af, for jeg er vild med mit fag. Status indtil videre i 2019 ser således ud;

    Sendte ansøgninger/samtaler/afslag;                              6/0/0

    Så nu venter jeg, og det er jeg (som før nævnt) ikke ret god til.
    Spekulationer om økonomien, hvis jeg skal på dagpenge i en lang periode, spekulationer omkring venindes konstaterede kræft sygdom, spekulationer omkring min manglende træning og om mine fødder nogensinde bliver normale igen. Kort sagt spekulationer på et niveau, hvor alle kan nikke genkendende til det. Jeg har konstateret, at de er en del af livet og at det er okay.

    Hvad spekulerer i over derude? Har I erfaring med angst og hvad gør I ved det.

    Del – like – kommenter.

    Kh Tina

     

  • Streaming,  Styr på mit shit,  Verden udenfor

    En lille skarp fra morgenstunden

    Skål og god weekend….
    Billedet i dag er af mit rødkløver ekstrakt. Det smager simpelthen hæsligt. Der står på vedlagte seddel, at ananasjuice kan tage den værste smag. Men hvad hjælper det, når lige netop ananas er den ting, der får mine bræk-reflekser på arbejde. Jeg kan ikke fordrage ananas. Så gode råd var dyre (næsten lige så dyre som ekstraktet), løsningen er nu, at drammen blandes med appelsinjuice, jeg har to lakridser liggende klar, jeg drikker min “juice” mens jeg holder mig for næsen, og trækker først vejret gennem næsen igen, når jeg har fået tygget lakridserne. Men hjælper det så??? Nok lidt for hurtigt at konkludere, da producenterne anbefaler 2-3 uger på maks dosis (altså 2 x bæger x 2 om dagen). Jeg har indtaget dette siden tirsdag, og jeg tror faktisk det virker. Jeg sveder stadig som et svín, men jeg synes ikke det er helt så tit, og jeg synes især det har hjulpet om natten. Lad os nu se – jeg vender tilbage med en mere reel vurdering, når der er gået 3 uger.

    Min indre dæmon
    Har da i den grad stukket hovedet frem i løbet af den sidste uges tid. Jeg har set de 2 første programmer “Guds bedste børn”, der kan streames på TV2-play. Hvad sker der for folk? Hvordan kan det ske, at det i dagens Danmark stadig er muligt, at hjernevaske mennesker, til at følge sådanne sociopater. The Last Reformation er vist det nyeste skud på stammen. Et eller andet sted håber jeg vel, at han virkelig selv tror på det han prædiker, at det ikke er en økonomisk gevinst der ligger bag. Hvem er han, der kan påstå, at han kan uddrive kræft? At han kan kurere psykiske lidelser uden medicin? At børn kan være besatte af dæmoner? Han er jo skingrende vanvittig. De langsigtede virkninger for dem, der tror ham og følger ham og hans “anbefalinger” kan være katastrofale. Hvilke forældre kan tillade, at han begår psykiske (ja, faktisk også fysiske) overgreb på deres børn? Hvordan kan det forsvares, at børn kan overvære voksne mennesker få uddrevet såkaldte dæmoner under skrig/gråd/fysiske kramper? De er jo skræmt fra vid og sans de stakkels børn. Hvorfor lyver han, når han bliver spurgt om, hvorvidt der foretages dæmon-uddrivelse på børn? Måske ved han godt selv, at han går langt over grænsen, han er en farlig mand.
    Og så er der den kære Ruth….. Det er ikke nok at skifte efternavn. Hun har stadig en meget utiltalende personlighed. Og hun manipulerer stadig med mennesker. Hun er nedladende og overlegen, hun betragter sig selv som moderen over alle i sekten. Hun bestemmer enerådigt. Det kan godt være, der ikke længere eksisterer en kirke, men sekten lever i bedste velgående. Igen lyves der om fakta, hvilket jo ikke burde være nødvendigt, hvis man er overbevist om, at det der foregår, foregår i Guds navn. Jeg tager så voldsomt afstand fra sådanne mennesker. De er farlige og ikke gode for andre end dem selv og deres nærmeste. Ja, selv deres nærmeste afskæres kontakten til, hvis ikke de makker ret. Det her er ekstremisme – og det er i kristendommens navn.

    Så er det weekend
    Og her skal den yngstes værelse opdateres. De sidste par dage er gået med nedpakning, afvaskning og maling. Møblerne hentes i dag og der er en der glæder sig. Ellers står den på hygge, datteren min kommer i dag og bliver weekenden over – det er skønt. Hvad skal I lave i weekenden?

    Nå, det var en lille skarp fra min hånd – i flere betydninger…..

    Husk endelig; Del – like – kommenter

    God weekend derude

    Kh Tina