• Styr på mit shit,  Verden udenfor

    Raskmeldt og arbejdsløs….

    Mega fed følelse….

    Altså den der raskmelding…..

    Arbejdsløsheden er knap så fed. Alligevel har jeg en god fornemmelse i systemet. Denne gang er jeg virkelig klar til den raskmeldelse. Jeg har fået lyst til livet igen. Jeg trænger til udfordringer, selvom der egentlig har været nok af dem i løbet af året der er gået. Det er også en smule ambivalent. For jeg har sgu ikke været arbejdsløs i mange mange år. Og jeg er jo ikke helt ung længere, så tankerne kredser jo lidt om, hvorvidt det er så nemt at få et nyt job, som jeg håber på. Jeg føler mig ikke gammel, jeg føler, at jeg har en masse at bidrage med, at jeg stadig kan gøre en forskel og at alderen er en bonus i forhold til den type job jeg søger, så fremtiden må vise, om det holder stik.

    Jobjagten er gået ind

    Jeg har lige nu 2 ansøgninger ude. Der er ansøgningsfrist henholdsvis den 4. og den 7. januar. Så fingerene er krydsede. Når jeg sidder og tjekker jobindex (hver morgen omkring kl. 7.30, når mailen tikker ind), så er jeg opmærksom på, at mærke efter, om det nu også er noget, jeg virkelig brænder for at arbejde med. Der er masser af pædagogstillinger at søge, men jeg ved jo godt, at det ikke skal være en børnehave eller vuggestue, jeg ender i. Det kan jeg ikke trives med. Så det der er opmærksomhed på nu, er at beskrivelsen passer til min mavefornemmelse. Rig på erfaring ved jeg, at det er arbejdet med socialt udsatte, special-området og lignende jeg brænder for. Og det er vigtigt at mærke efter, det er hvad jeg har lært gennem de sidste 15 måneder. Det lyder måske en smule forkælet, men jeg søger ikke jobs, hvor jeg umiddelbart tænker; Nå, men det kan da godt være, det kunne være noget! Jeg søger kun de jobs, hvor min reaktion er; Det der gad jeg godt. Det begrænser selvfølgelig mine muligheder, det er jeg bevidst om, men jeg er samtidig også bevidst om, at jeg under ingen omstændigheder, skal havne i noget, hvor jeg ikke trives. Regningen for det, bliver alt for høj.

    Jobcenteret

    Er der jeg ender, hvis ikke jeg får en af ovennævnte stillinger. De er nemlig til besættelse 1. februar. Jeg er fritstillet i januar fra mit tidligere job, så jeg er først helt officielt arbejdsløs til februar. Jeg håber ikke, jeg skal gå uden job alt for længe. Alternativt kunne det jo være mega fedt med noget efteruddannelse, hvis ikke det rigtige job dukker op. Men den tid, den sorg. Nu ser vi hvad der sker, og så må jeg jo tage snakken med jobcenteret, hvis jeg når så langt. Indtil videre har jeg gode erfaringer med jobcenteret i min kommune. Under hele min lange sygemelding, har de bakket op omkring mig, og har vist hensyn og lyttet. Jeg håber det er stilen, også når man er arbejdsløs.

    Starten på 2019

    Efter en super hyggelig jul og en dejlig nytårsaften i gode venners lag har jeg taget hul på 2019. Det bliver spændende at se, hvad et nyt år byder på. Indtil videre er mit største mål jo et nyt job. Jeg tror på det, og jeg glæder mig. Optimismen og gå-på-modet er tilbage, og jeg er klar til at tage de udfordringer livet byder mig. Jeg sætter mig selv først.

    Hvad er jeres plan for 2019? Er I hvor I gerne vil være?

    Del – like – kommenter….

    Hav en forrygende onsdag derude.

    Kh Tina

  • Styr på mit shit,  Verden udenfor

    Endelig et nyt år

    2018 er slut…..

    Og gudskelov for det. Personligt har det været et hårdt år for mig. Det blev året, hvor jeg bukkede under, ligesom i helt under. Jeg blev sygemeldt med stress for 2. gang inden for 6 måneder, og denne gang blev det alvor.

    Dyre lærepenge

    Der er et gammelt ordsprog der lyder; “Når man ikke vil høre, må man føle”. Og det skal jeg da lige love for er korrekt. Jeg har i den grad følt. Alt. Hele tiden. Det har været en hård proces, for en, der som jeg, har været vant til at skjule sine følelser for omverdenen. Jeg har måttet begrave “den hårde hund” og erkende at jeg skulle have professionel hjælp. Det har så heldigvis hjulpet rigtig meget, så nu hvor vi står på kanten til 2019 er jeg klar til at møde verden igen. Når jeg ser tilbage på 2018 er der enkelte ting, jeg gerne ville gøre om. Eksempelvis skulle jeg nok aldrig have været raskmeldt i januar. Jeg var slet ikke klar, men havde fået mig selv bildt ind, at det var en god ide, at jeg skulle noget andet end “bare” at sidde derhjemme, og at jeg desuden ikke ville miste mit arbejde, som jeg holdt meget af. Jobbet mistede jeg så alligevel, da jeg måtte sygemelde mig igen i maj-måned. Stress er noget fanden har skabt, og det tager ufattelig lang tid at komme igennem. For mig tog det 15 måneder fra første sygemelding. Og set i bakspejlet, så arbejdede jeg nok alligevel for længe, for hele mit system sagde stop.

    Og hvad har jeg så lært?

    Jeg har lært, at mærke mig selv. Ja, ja, tænker nogen sikkert…. Det er noget pædagogisk bavl. Nej, det er det ikke, men jeg ville helt sikkert selv have tænkt sådan inden jeg blev ramt. Når man bliver ramt af stress og depression er det et vink med en vognstang. Et vink om, at noget ikke fungerer i den hverdag, du står i. Det kan være arbejdsrelateret, det kan være personlige tab og kriser, og det kan være en kombination af begge dele. Det har det nok været for mig. Så det at arbejde med, at mærke egne grænser og få sagt stop i tide, har været min helt store opgave i 2018. Heldigvis fandt jeg en mega dygtig psykolog, som kunne høre hvad jeg sagde, uden at jeg sagde det. Han har formået at stille de rigtige spørgsmål, der gav stof til eftertanke. Han har fået mig til, at se mig selv udefra og erkende, at den psykologiske struktur jeg er opvokset med, har gjort, at jeg går alt for langt før jeg siger stop. Det har intet at gøre med en dårlig barndom, det har derimod alt at gøre med, hvad man er vokset op med. Hvis jeg skal ændre denne struktur, skal jeg arbejde ben-hårdt med mig selv. Og jeg SKAL ændre den, ellers ender jeg samme sted igen. Jeg skal sætte mig selv først, noget jeg har helt utroligt svært ved. Alle andre skal have det godt, før jeg selv kan have det godt. Men som psykologen siger, så kan jeg ikke hjælpe andre til at have det godt, før jeg selv har det godt. Det er en kæmpe opgave, som jeg nok kommer til at arbejde med resten af mit liv.

    Jeg har også lært, at der er enormt meget tabu og manglende forståelse omkring det, at lide af depression og stress. Men hvorfor egentlig det? Statistikkerne viser jo klart, at der er flere og flere mennesker, der sygemeldes med netop dette. Altså er det desværre ikke unormalt. Men forståelsen mangler desværre mange steder. Måske er det hos de mennesker, der aldrig selv har været ramt, jeg har i hvert fald konstateret, at der er røget nogle bekendtskaber og tætte relationer i svinget. Det gør sgu lidt ondt, og jeg er også blevet ramt på stoltheden. Jeg ved godt, at jeg normalt fremstår som en stærk person, der kan klare det meste. Der er jeg også ved at være igen. Men det sidste år, har jeg ikke kunnet klare ret meget. Det har været svært selv at acceptere, og sikkert endnu sværere for andre at forstå. Men jeg har alligevel manglet interessen og nysgerrigheden omkring hvordan det går. Der har ikke været mange, der har kontaktet mig, for at høre til mig. Måske er det berøringsangst. Jeg kan bare mærke, at det gør mig ked af det.

    Jeg har fået noget med fra 2018

    Heldigvis har det ikke været rædsel det hele. Jeg har også fået nogle gode ting med fra 2018. Forholdet til min mand er blevet tættere. Jeg er helt overbevist om, at når han har holdt mig ud gennem dette år, med alle de nedture og dårligt humør, jeg har præsteret, så holder vi til alt. Han er min livline og min bedste ven, og havde det ikke været for ham, er jeg sikker på, at det havde taget meget længere tid, at komme igennem. Mit venskab med F. som også har været ramt af stress og depression er blevet stærkt. Vi har brugt mange timer sammen, hvor vi har snakket og snakket om alle de ting, der har været i vores hoveder. Mine fantastiske stressdamer er også en kæmpe bonus fra 2018. Vi startede sammen til et stressmestringskursus i jobcenter regi, og vi har hængt sammen siden. De er vigtige, selvom vi alle hver især er på vej videre. Så mødes vi med jævne mellemrum.Vi taler om alt, fordi vi alle ved, hvad det handler om. Min tiltro til systemet/kommunen er øget. I min kommune har jeg ikke oplevet nedværdigende behandling og urimelige krav. Jeg er blevet mødt med respekt og forståelse og en lyst til at samarbejde. Det er guld værd, når man ligger under gulvbrædderne og ikke engang kan handle ind til aftensmad.

    Jeg har fået min blog med…. Det der egentlig startede som en joke, har vist sig, at være en rigtig god form for terapi. Og den har også vist mig, at vi er mange i samme båd. Så den fortsætter helt sikkert ind i 2019, dog med mindre fokus på stress og sygemeldinger men i stedet med fokus på livet, når man er halvvejs i det. Med alt hvad det indebærer, eksempelvis overgangsalder. jobsøgning og alt hvad der ellers popper op i hverdagene i det midtjyske.

    Forventninger til 2019

    Jeg tror ikke på nytårsfortsæt. Jeg tror på, at viljen bestemmer. Så jeg har ikke nogle planer om, at jeg fra på mandag ikke længere ryger en cigaret, at jeg holder mig fra søde sager, at jeg starter træning til et marathonløb, at jeg taber de der skide 10 kilo der er sneget sig på. Det kommer når jeg er klar til det. Til gengæld ved jeg, at jeg er klar til en raskmelding, klar til et nyt job, så jagten er gået ind på det job, jeg kan se mig selv i de næste 21 år (ja, ENOGTYVE ÅR), inden jeg skal på pension. Jeg ved, at 2019 bliver et bedre år end 2018, fordi jeg er ovenpå igen. Jeg har mit overskud og mit overblik tilbage. Jeg tror på, at jeg får et drømmejob, at vi stadig prioriterer kærestetid, at jeg bliver glad helt ind i knoglerne igen (jeg er nemlig godt på vej allerede).

    Hvad har 2018 bragt jer derude? Hvad har været godt og hvad har været skidt?

    Hvad ønsker I for 2019?

    Del – like – kommenter, jeg bliver så glad.

     

    Rigtig godt nytår derude

    Kh Tina