• Styr på mit shit,  Verden udenfor

    So far so good….

    Det er jo mandag i dag – og dagen hvor jeg mener det…..

    God start på ugen – havde besøg af god veninde til morgenkaffe i dag. Og jeg havde ikke købt noget som helst med kalorier i…… Weeee – skulderklap til mig selv. Skal i biffen med manden min senere – så bare det holder. Udgangspunktet er en kop kaffe og INGEN chokolade….

    Dagen startede faktisk med et besøg af en vvs’er. Vi har længe manglet tryk på vandet på badeværelset – hvilket er pænt frustrerende når man, som jeg, har langt hår. Drengene i hytten synes ikke umiddelbart det er så slemt. Nej, det kan jeg da godt forstå. De er jo alle korthårede og behøver ikke stå og skylle og skylle for at få shampoo/balsam ud af håret. Nå, men det korte af det lange er, at jeg nu er meget meget klogere på, at vand kan løbe både forlæns og baglæns, at trykket var fint, men der var forkalkninger i nogle studser (?) og nej, han talte ikke om mig. Men han talte. Meget. Længe.

    Derefter kaffe med veninden. Hun er en stjerne. Vi har altid talt lige ud af posen til hinanden, og det kan godt være vi ikke ses en gang om ugen, men når vi ses, så bliver alt vendt. I dag handlede det meget om mig, og min stress, og hvad jeg kan gøre for at passe på mig selv. Hun fik i den grad sat nogle tanker igang. Jeg er på rette vej, men der er langt igen, er dog fortrøstningsfuld og (håber jeg) har tålmodigheden til at stå dette igennem også. Heldigvis kunne jeg også give lidt igen, da emnet drejede sig væk fra mig og over på hende. Det er et venskab jeg sætter kæmpepris på – så tak for dig.

    I aften en voksen tur i biffen. Det glæder jeg mig til, det er godt nok længe siden vi sidst har været afsted til andet end famliefilm.

    I morgen sidste gang til BAT – det er også godt, jeg tror aldrig jeg bliver SÅ meget pædagog, at jeg synes det er fedt. Senere skal jeg mødes med mine stress-damer til fælles aftensmad på en cafe, det bliver så dejligt.

    Onsdag bliver nok semi-hård. Næste aftale hos psykologen, hvor han gerne vil tale om, hvorfor jeg er, som jeg er. Hvad det er, der har gjort mig til den som jeg er i dag. Altså hende den hårde hund, hende der er kompromis løs når det kommer til mig selv eller mine børn, hende der altid er noget for andre men sjældent for sig selv. Det kan godt blive en hård omgang.

    Torsdag skal jeg forhåbentlig købe billetter til Ed Sheeran. Han er den sidste af de store, jeg mangler at høre pt. Så jeg SKAL bare have billetter. Det vil redde hele min sommer. Torsdag eftermiddag er det så store syge/afskedigelses-samtale. Det er nok der, jeg bliver opsagt og dermed er arbejdsløs for første gang i over 20 år…….

    Fredag kommer der et hold venner til mad – det bliver fedt. Så alt i alt er kontoen vel i nul…. Nu krydser jeg fingre for, at jeg tager mig sammen til den løbetur, at jeg får billetter, at jeg holder mig fra det usunde og at jeg hænger i….

    God uge derude

    Kh Tina

  • Styr på mit shit

    Hvem har set min rygrad???

    Så sig dog nej!!!

     

    Fra mandag gælder det altså….. og nu mener jeg det!!

    Jeg har taget en beslutning. Jeg skal tabe mig! Minimum 10 kg!!

    Det største problem omkring det, er helt sikkert at jeg siden jeg blev sygemeldt i starten af maj, har manglet min rygrad!!! Hvilket så også er grunden til, at jeg har taget så meget på.

    Men hvor finder man så sin rygrad igen? Altså blød-dyr klarer sig jo uden. Måske handler det om, ikke længere at være et bløddyr. Så hvilket dyr, vil jeg så være? Leopard er for oplagt, da du stort set ikke kan købe tøj i dag, der ikke bærer præg af leopard (og jeg synes ikke det er pænt). Der er også et stykke vej til at blive ligeså smidig og muskuløs som en leopard, det er næsten som at bede om et nederlag at vælge den. Det der umiddelbart falder mig ind, kunne være et bæltedyr. Det er stadig lidt rund i formen, men besidder dette enormt hårde skjold, som jeg kunne bruge til at modstå alle disse lynhurtige kalorier, som uværgeligt sætter sig fast i øjeblikket.

    Min forkølelse er forsvundet nu, og dermed også min undskyldning for ikke at genoptage mit løb. Så det er et af punkterne for næste uge. Med helt små forventninger. Jeg starter med 3 km skiftevis løb og gang (der er eddermame langt til næste halvmarathon), og jeg SKAL afsted i hvert fald een gang. Zumbaen skal passes, og jeg er meldt til søndag morgen.

    Så er der lige alt det der med sukker….. Jeg skal lære at sige nej, jeg skal lade være med at spise chokolade, jeg skal spise ordentlig frokost og kun 1 portion til aftensmad. Ja, jeg ved jo godt, hvilken vej jeg skal. Det er bare det der med rygraden….

    Hjælp mig med godt tips og tricks til mine nej-takker i ugen der kommer…..

    God weekend derude

    Kh Tina