• Styr på mit shit,  Verden udenfor

    Når jeg hænger til tørre….

    Kender I det?

    Når man bare føler, at man hænger til tørre på en tørresnor? Sådan har jeg haft det flere gange den sidste uges tid. Af vidt forskellige årsager.

    Crazy week

    Jeg har haft gigantiske it-problemer. Min hjemmeside kunne ikke opdateres, og jeg kunne ikke komme ind på bloggen. Så det har lige kostet et par dage med store frustrationer. Heldigvis er det løst nu, og jeg er back on track. Når jeg nu ikke er it-nørd, så er det en af de ting, der kan hænge mig til tørre. Jeg føler mig så dum, jeg bliver så hidsig og så helt lettet, når tingene alligevel lykkes til sidst. Nu kender jeg lidt til cache filer…. Altså meget lidt. De kan slettes fra computeren, og så virker tingene igen….

    Det der med nyt arbejde…

    Status på jobsøgningen 2019
    Sendte/samtaler/afslag:                       7/3/6             Forventet afslag, da jeg ikke har hørt noget: 1

    Okay, indrømmet 3 samtaler på en uge, det er jeg godt tilfreds med. Desværre bar ingen af dem frugt. Den første samtale startede egentligt meget godt, jeg fik dog hurtig indtryk af, at afdelingslederen der førte ordet ikke var helt vild med mig. Uanset hvad jeg sagde, kom der et spørgsmål retur, der betvivlede mit svar. Inden jeg tog hjem fik jeg at vide, at jeg ville få svar tirsdag, altså dagen efter. Allerede kl. 13 blev jeg ringet op, at jeg ikke kom i betragtning til stillingen, og det er også helt okay. Den anden samtale lå også mandag, den forløb helt anderledes. Stemningen var god, menneskerne søde og kemien i orden. Jeg fik præsenteret mig selv og alle mine faglige kvalifikationer på en god måde, og jeg kørte hjem derfra med en god fornemmelse og et stort ønske om at blive valgt. Desværre blev det ikke mig. Øv. Men de gemmer min ansøgning, hvilket jeg tager som et positivt tegn. Den tredje samtale var i går. Da jeg blev inviteret til samtalen fik jeg nogle informationer om, at jeg ville blive stillet en opgave inden jeg kom ind til ansættelsesudvalget. Jeg fik 15 minutter til rådighed hvor jeg skulle vælge 3 billeder (ud af 200) der beskrev hvad der motiverer mig, hvad der driver mig og hvad der gør mig glad. Dernæst skulle jeg sammenfatte det hele til et 5 minutters oplæg til selve samtalen. Jeg synes selv, at det gik fint. Så kom vi til snakken. Eller forhøret som det nærmest blev. Lederen førte ordet, han var helt utrolig direkte i tonen, han spurgte meget om alt, der var ikke tid til at tænke over svaret. Han var meget hurtig på aftrækkeren og skiftede emne konstant. Jeg følte nærmest, at jeg skulle forsvare mig selv, så jeg havde godt på fornemmelsen at jeg ikke blev valgt. Der var kommet 268 ansøgninger til 3 stillinger og jeg var en af elleve der kom til samtale. Det er helt okay, jeg ikke blev valgt. Jeg ville have svært ved at arbejde med den type leder. Så jeg har hængt til tørre på jobfronten også. I morgen er den officielle dag hvor jeg skal meldes arbejdsløs, jeg er spændt på, hvad jeg så bliver indkaldt til. Men jeg må op på hesten igen, og søge hvad der kommer af interessante stillinger. Det må da lykkes for mig på et tidspunkt.

    Når følelserne overrumpler dig

    Herhjemme har de to hjemmeboende unger fået opdateret deres værelser. Den yngste for 14 dage siden. Det ligner et rigtig teenager værelse nu, til trods for at han kun er 9 år. Meget stolt ung mand. I forbindelse med opdateringen har der også været noget oprydning og nogle ting der skulle på loftet. Der i blandt en masse gamle fotoalbums. Min mand og drengene sad og kiggede billeder og der blev købt et nyt album til dem hver. De har hver især valgt nogle billeder til deres eget album, blandt andet en del af deres mor (til dem der ikke ved det, så døde hun da yngstebarnet var lille). Yngste mand valgte også en del med hans mor og de hunde der har været i familien. Da de var sat i album skulle vi jo se dem. Min mand havde forklaret hvem der var på billederne. Vi sidder i køkkenet og J. forklarer hvem vi ser. Jeg kommer til at kigge på ham, og kan godt se han har blanke øjne. Jeg spørger ham, hvad der sker? Og her bryder han helt sammen. Han savner hans mor (han kan ikke huske hende). Jeg tager ham på skødet og fortæller ham, at det er helt okay. At jeg godt kan forstå han savner hende. At det ikke er fair, at hun ikke er her mere. At jeg godt ved, der har været en anden mor før mig, og at jeg har det helt okay med det. At det er okay at snakke om hende, og spørge om de ting han gerne vil vide. Han græder og græder. Og tårerne triller også ned af mine kinder. Gud hvor gjorde det ondt, at være vidne til, at han fik erkendelsen og forståelsen af at have mistet noget så værdifuldt. At den der mor, han kun har hørt om, faktisk har eksisteret, at der er billeder af hende sammen med J. og M. og far. Stakkels lille mand. Men det er nok en proces han SKAL igennem, og så er det nok en god alder at starte den på. Men hvor er det hårdt. Så der blev jeg godt nok også lige hængt til tørre.

    Nå, det blev en længere omgang herfra. I morgen kommer der en anmeldelse af mit gyser ekstrakt, der skulle være godt mod svedture…….

     

    Like – del – kommenter – og ha’ det godt

    Kh Tina

  • Streaming,  Styr på mit shit,  Verden udenfor

    En lille skarp fra morgenstunden

    Skål og god weekend….
    Billedet i dag er af mit rødkløver ekstrakt. Det smager simpelthen hæsligt. Der står på vedlagte seddel, at ananasjuice kan tage den værste smag. Men hvad hjælper det, når lige netop ananas er den ting, der får mine bræk-reflekser på arbejde. Jeg kan ikke fordrage ananas. Så gode råd var dyre (næsten lige så dyre som ekstraktet), løsningen er nu, at drammen blandes med appelsinjuice, jeg har to lakridser liggende klar, jeg drikker min “juice” mens jeg holder mig for næsen, og trækker først vejret gennem næsen igen, når jeg har fået tygget lakridserne. Men hjælper det så??? Nok lidt for hurtigt at konkludere, da producenterne anbefaler 2-3 uger på maks dosis (altså 2 x bæger x 2 om dagen). Jeg har indtaget dette siden tirsdag, og jeg tror faktisk det virker. Jeg sveder stadig som et svín, men jeg synes ikke det er helt så tit, og jeg synes især det har hjulpet om natten. Lad os nu se – jeg vender tilbage med en mere reel vurdering, når der er gået 3 uger.

    Min indre dæmon
    Har da i den grad stukket hovedet frem i løbet af den sidste uges tid. Jeg har set de 2 første programmer “Guds bedste børn”, der kan streames på TV2-play. Hvad sker der for folk? Hvordan kan det ske, at det i dagens Danmark stadig er muligt, at hjernevaske mennesker, til at følge sådanne sociopater. The Last Reformation er vist det nyeste skud på stammen. Et eller andet sted håber jeg vel, at han virkelig selv tror på det han prædiker, at det ikke er en økonomisk gevinst der ligger bag. Hvem er han, der kan påstå, at han kan uddrive kræft? At han kan kurere psykiske lidelser uden medicin? At børn kan være besatte af dæmoner? Han er jo skingrende vanvittig. De langsigtede virkninger for dem, der tror ham og følger ham og hans “anbefalinger” kan være katastrofale. Hvilke forældre kan tillade, at han begår psykiske (ja, faktisk også fysiske) overgreb på deres børn? Hvordan kan det forsvares, at børn kan overvære voksne mennesker få uddrevet såkaldte dæmoner under skrig/gråd/fysiske kramper? De er jo skræmt fra vid og sans de stakkels børn. Hvorfor lyver han, når han bliver spurgt om, hvorvidt der foretages dæmon-uddrivelse på børn? Måske ved han godt selv, at han går langt over grænsen, han er en farlig mand.
    Og så er der den kære Ruth….. Det er ikke nok at skifte efternavn. Hun har stadig en meget utiltalende personlighed. Og hun manipulerer stadig med mennesker. Hun er nedladende og overlegen, hun betragter sig selv som moderen over alle i sekten. Hun bestemmer enerådigt. Det kan godt være, der ikke længere eksisterer en kirke, men sekten lever i bedste velgående. Igen lyves der om fakta, hvilket jo ikke burde være nødvendigt, hvis man er overbevist om, at det der foregår, foregår i Guds navn. Jeg tager så voldsomt afstand fra sådanne mennesker. De er farlige og ikke gode for andre end dem selv og deres nærmeste. Ja, selv deres nærmeste afskæres kontakten til, hvis ikke de makker ret. Det her er ekstremisme – og det er i kristendommens navn.

    Så er det weekend
    Og her skal den yngstes værelse opdateres. De sidste par dage er gået med nedpakning, afvaskning og maling. Møblerne hentes i dag og der er en der glæder sig. Ellers står den på hygge, datteren min kommer i dag og bliver weekenden over – det er skønt. Hvad skal I lave i weekenden?

    Nå, det var en lille skarp fra min hånd – i flere betydninger…..

    Husk endelig; Del – like – kommenter

    God weekend derude

    Kh Tina