• Ikke-kategoriseret

    En bunke grene….

    Jeg var på fototur i går….

    Trods det triste vejr tog jeg mig sammen og kom ud! Jeg havde kameraet med og hygger mig gevaldigt med at lege med de forskellige muligheder mit kamera tilbyder.

    Når jeg går alene rundt i naturen og bare iagttager, så får tankerne også frit løb. Det er god terapi. På et tidspunkt kommer jeg forbi en bunke grene. Der er friske grene, tykke grene, kviste, visne grene og massevis af blade.

    I det hele taget så jeg mange ting i skoven, som fik mig i det filosofiske hjørne. Det er efterår og tingene dør, men alligevel ikke helt. Man kan se alle bladene falder af og blotter træerne, alligevel ved vi jo godt, at til foråret kommer der nye blade. På mange områder kan jeg koble disse ting til mig selv.

    Jeg føler mig ind i mellem som den bunke grene. Der er ting i mit liv, der er ligeså skrøbelig som de tyndeste kviste. Ting jeg er nødt til at acceptere, ikke vil blive i min dagligdag for evigt. Ting jeg bevidst fravælger, da de ikke er værdifulde for mig. Ting jeg ikke har kontrol over, og som forgår uden jeg kan/vil ændre på det.

    De friske grene er de ting, jeg i øjeblikket overvejer, hvor meget krudt jeg skal bruge på. Er de nødvendige at have i min bunke. Er det nogle som jeg værdsætter eller blot nogle andre folk forventer, jeg skal have i min hverdag. Det er de grene jeg øver mig i at sortere. De grene JEG ønsker at bibeholde og de grene JEG ikke vil bruge energi på. De friske grene sammenligner jeg lidt med den der dårlige samvittighed, der dukker op, når jeg gør noget godt for mig selv. Har jeg valgt en gren fra og får dårlig samvittighed, så skal jeg give mig selv lov til at smide den gren langt væk. For som min kloge psykolog bliver ved med at sige, så er det tegn på, at jeg gør noget der er godt for mig selv, når jeg får dårlig samvittighed.

    De tykke grene i min bunke symboliserer også forskellige ting. Er det friske tykke grene, så kan man ikke knække dem. De grene elsker jeg. De viser sig i mine relationer. Relationer til de mennesker der er vigtige. Min mand, mine unger og mine veninder. Især omkring veninderne er det helt fantastisk, at få bekræftet, at selvom den tykke gren har ligget længe, så er den ikke knækket. Alene i denne uge har jeg haft kontakt med 2 af mine bedste veninder. Den ene har jeg ikke set/kontaktet i godt og vel et par år. Alligevel står hun klar, og vi skal snart ses igen. Jeg glæder mig helt vildt. Der har gennem årerne været pauser i lange perioder. Hvergang vi så mødes igen, så snakker vi som om, vi har set hinanden i sidste uge. Den anden veninde ser jeg jævnligt. Ikke tit, men jævnligt. Jeg er ikke for god til at holde kontakten i øjeblikket, da jeg ikke altid har overskuddet til det. Det viser sig heldigvis, at disse tykke grene holder. De vil mig stadigvæk. Det er værdifuldt for mig.
    Så er der de tykke gamle, visne grene. De symboliserer relationer, der muligvis en gang har været stærke, men som af flere grunde ikke længere er det. De grene skal jeg forholde mig til. Nogle af dem har jeg overhovedet ikke et problem med at kassere, andre er det lidt sværere med. Og her dukker også den der dårlige samvittighed op. Og jeg må erkende, at jeg ikke er langt nok i den proces endnu. Men jeg er på vej, og en dag knækker jeg disse grene med god samvittighed.

    Kender I følelsen?

    Ellers er mit liv godt i øjeblikket. Jeg får flere og flere dage, hvor jeg kan mærke glæden i maven. Glæden over alt det, jeg faktisk har i mit liv. Alt det jeg virkelig værdsætter. Den fornemmelse har været savnet. Den er mit lys for enden af tunnelen. Den er mit håb. Og som et kendt dansk rap-band engang skrev; Så længe der er håb er der håb endnu.

    Hvis du har lyst til at se de billeder, jeg er mest stolt af, så kan de tjekkes ud lige her; http://www.torstedsmugkro.dk/omos-1/Tina/Smukke%20billeder/index.html

    Rigtig god weekend derude – del, like, kommenter og følg mig meget gerne

    Kh Tina

  • Ikke-kategoriseret,  Styr på mit shit,  Verden udenfor

    Livet er en kaktus

    Ordet tillid har spøgt i min hjerne 

    Ind imellem føles livet lidt som en kaktus. Når man er i kontakt med det bliver man stukket, og der kan sidde små pigge i en over flere dage.

    Jeg har tænkt en del over det de sidste par dage, og er nået frem til, at det ganske ofte handler om begrebet tillid. Og lige netop dette begreb er jo gigantisk……

    Wikipedia beskriver det således:

    Tillid eller tiltro er en følelse og er dét fænomen, som viser sig ved, at et individ har en forventning om eller tro på, at et andet individ er pålideligt. 

    Ifølge K. E. Løgstrup er menneskers tillid medfødt, hvorimod mistillid læres under opvæksten.

    I sociologien beskriver tillid en relation mellem aktører (fx en person eller virksomhed). Tillid handler først og fremmest om en social aktørs suspenderingen af tvivl overfor en anden aktør eller en ide, dvs. det at en aktør godtager en anden aktør, eller en anden aktørs ide, som gangbar, kompetent, god, ærlig eller sand.

    Tilliden kan siges at have i hvert fald tre funktioner i det sociale rum. Den gør sociale handlinger forudsigelige, den skaber en fornemmelse af sammenhørighed og den gør det nemmere for personer at arbejde sammen.

    Tillid er altså essentielt for at kunne fungere i en social kontekst. Nogle gange er tilliden der helt automatisk, og man tænker ikke over den, for mig er det som regel når det ikke er vigtige ting. Har jeg lavet en aftale med mand eller børn, så har jeg tillid til, at den bliver overholdt.
    Jeg har tillid til, at politiet på et tidspunkt (som meget gerne må være snart) tager hånd om naboens hund.
    Jeg har tillid til, at jeg finder et nyt spændende job, når jeg er klar til det.
    Jeg har tillid til, at jeg kommer styrket igennem hele denne meget personlige proces.

    Når det kommer til tillid til andre mennesker, så er snakken en helt anden. Gennem hele min barndom har jeg stolet på mig selv, for der var sgu ikke andre. Som før beskrevet, blev den hårde hund født. Den er jeg så ved at aflive lige så stille i øjeblikket. Alligevel farer den frem og knurrer når jeg møder modgang. Jeg arbejder virkelig hårdt for at lære at stole på andre mennesker. Både jobmæssigt og privat. Jeg passer utrolig godt på mig selv, for inderst inde i mit system, venter jeg bare på, at det går galt. For når det så går galt, så ved de mennesker der er involveret ikke, HVOR hårdt de rammer mig. Tror jeg. I nuet. Efterfølgende kan jeg jo godt se, at det ikke holder.

    Og hvad gør jeg så, når jeg føler min tillid svigtes? Jeg bliver så ked af det, og rigtig rigtig gal også. I tidligere tider havde jeg klart fravalgt de mennesker/det menneske som svigtede. For jeg kan jo klare mig selv. Nu arbejder jeg på at gå ind i ked-af-det-heden som psykologen har bedt mig om. Det er svært. Rigtig svært. Jeg kan mærke at der opstår en usynlig mur omkring mig, som INGEN skal komme indenfor.  En undskyldning har jeg svært ved at bruge til noget. For ja, det kan det godt være at personen har fortrudt, men min tillid er jo væk. Hjernen er på overarbejde, hvor tit er det her sket? hvornår sker det igen? Hvordan genopbygges mistet tillid?

    Er der nogen der kender det? Og hvad gør I ved det?

    Ellers står ugen her i efterårsferiens tegn, hvilket betyder, at jeg overhovedet ikke er alene hjemme. Det kan godt gå hen og blive lidt hårdt, men jeg må tage mig sammen, og forsøge at vende det om, så det bliver hyggeligt. Weekenden blev brugt med kameraet udenfor i det smukke efterårs vejr, det var rigtig dejligt at komme igang med det igen, der bliver helt sikkert flere dage med den aktivitet. Datteren og svigersøn var til overnatning, vi kreerede en bagedyst kage, som smagte fantastisk og i går var vi til fødselsdag. Torsdag går turen til Amsterdam.

    Hvad skal I lave i efterårsferien?

    Husk, kommenter, del, tilmeld dig nyhedsbrevet.

    God uge derude.

    Kh Tina