• Styr på mit shit,  Verden udenfor

    Hvad nu når de spørger….

    hvorfor jeg blev opsagt???

    For, ja, jeg skal sgu til jobsamtale. På mandag. Til et job, jeg umiddelbart rigtig, rigtig gerne vil have. Og nu kommer panikken så snigende. For jeg ved jo godt, at der kommer spørgsmål, hvor jeg skal være rimelig skarp. Og ærlig. Og virkelig sælge varen. Men kan jeg det? Er jeg attraktiv for en kommende arbejdsgiver?

    Status på jobsøgning;
    Sendte/samtaler/afslag                              7/1/2

    Jeg skal tilbage

    Både min krop og min hjerne er helt enige med mig, jeg er så klar til at komme tilbage. På mange måder. Tilbage på arbejdsmarkedet. Tilbage til optimismen. Tilbage til overskuddet. Tilbage til mestring af mit liv og min dagligdag. Men hold nu op, hvor er jeg bange for at mislykkes. Ved ikke lige hvordan et nederlag skal takles. Mine tanker pisker rundt. Jeg vil gerne være godt forberedt, så jeg kan næsten deres hjemmeside udenad. Mine spørgsmål til dem er der styr på. Det er deres spørgsmål til mig, der er angstprovokerende. For jeg bliver helt sikker spurgt om, hvorfor jeg ikke længere har mit faste job. Og jeg ved jo også godt, at svaret ikke er; “Jamen, jeg har været sygemeldt med stress i 15 måneder. Det hele blev lige lidt for meget.” Samtidig er jeg jo også nødt til at fortælle lidt. Det er en svær balancegang. Er der nogen derude, der har et par fif, et par gode råd? Det har jeg virkelig brug for………
    Samtidig har jeg jo egentlig rimelig godt styr på selvtilliden. Det er ikke tillid til mine evner i mit fag, der mangler. Jeg ved hvad jeg kan, jeg ved at jeg vil være et godt valg til denne stilling. Det er selvværdet det er galt med. Både som jobansøger og på mange andre områder i mit liv. Og det er nok svært at nå at ændre inden mandag…..

    De der skyhøje forventninger

    De skal aflives. I hvert fald dem jeg har til mig selv. Selvom jeg har fået en bevidsthed om, at jeg ikke skal stille for høje krav til mig selv, så kan jeg allerede nu mærke præstationsangsten. Der er lang tid til mandag. Alligevel har jeg overfladisk vejrtrækning, tankemylder og spændingshovedpine. Og det er jo latterligt. Det er bare et arbejde. Min fornuft fortæller mig, at det hele nok skal gå. Hjernen glemmer at høre efter. Vejrtrækningsøvelserne er igang igen. Jeg skal have styr på mit shit. Og bare være mig. For det er godt nok. Nej, ikke godt nok, det er godt. Jeg burde hvile i mine faglige kompetencer, for det må være dem der kommer i første række.

    Det er irriterende

    At jeg reagerer sådan her. At jeg ikke er nået længere i arbejdet med mig selv. At der stadig er lang vej at gå, før jeg tror så meget på mig selv og mit værd, at en enkelt jobsamtale ikke tricker det hele. Og det er jo ikke kun jobsamtaler der tricker mig. Det er også i dagligdagen, at jeg støder på episoder, hvor jeg ikke føler mig ret meget værd. Objektivt er det uden tvivl bare hjernespind, der er ikke noget konkret der beviser, at jeg skal føle mig mindre værd. Så jeg har mange indre dialoger mellem min hjerne og mit indre jeg. Mit indre jeg ved jo godt, at jeg til tider overreagerer og ser ting der ikke er der, hvorimod min hjerne igen og igen forsøger at overbevise mig om det modsatte. At jeg ikke kan forvente, at det hele bliver ved med at gå godt. Det er udmattende. Og foruroligende at kunne konstatere, at jeg ikke har det selvværd, der gør, at jeg bare kan hvile i det jeg befinder mig i lige nu. At jeg hele tiden har plan B, og C, og D, kørende inde i hovedet. Det er ikke fordi jeg ønsker ændringer i mit liv. Jeg har faktisk alt det, jeg kan ønske mig. Men min psykologiske struktur er desværre bygget sådan, at jeg altid forventer det værste. At jeg ikke kan blive overrasket, hvis der sker noget dårligt. For jeg er nemlig på forkant! Altid! og samtidig krydser jeg fingre for, at jeg ikke får ødelagt det hele for mig selv……

    Sikke mange tanker, bare på grund af en kommende jobsamtale…

    Nå, men kryds fingre for at jeg får det job, så bliver jeg glad

    Del – like – kommenter.

    God weekend til jer

    Kh Tina

     

  • Styr på mit shit,  Verden udenfor

    Endelig et nyt år

    2018 er slut…..

    Og gudskelov for det. Personligt har det været et hårdt år for mig. Det blev året, hvor jeg bukkede under, ligesom i helt under. Jeg blev sygemeldt med stress for 2. gang inden for 6 måneder, og denne gang blev det alvor.

    Dyre lærepenge

    Der er et gammelt ordsprog der lyder; “Når man ikke vil høre, må man føle”. Og det skal jeg da lige love for er korrekt. Jeg har i den grad følt. Alt. Hele tiden. Det har været en hård proces, for en, der som jeg, har været vant til at skjule sine følelser for omverdenen. Jeg har måttet begrave “den hårde hund” og erkende at jeg skulle have professionel hjælp. Det har så heldigvis hjulpet rigtig meget, så nu hvor vi står på kanten til 2019 er jeg klar til at møde verden igen. Når jeg ser tilbage på 2018 er der enkelte ting, jeg gerne ville gøre om. Eksempelvis skulle jeg nok aldrig have været raskmeldt i januar. Jeg var slet ikke klar, men havde fået mig selv bildt ind, at det var en god ide, at jeg skulle noget andet end “bare” at sidde derhjemme, og at jeg desuden ikke ville miste mit arbejde, som jeg holdt meget af. Jobbet mistede jeg så alligevel, da jeg måtte sygemelde mig igen i maj-måned. Stress er noget fanden har skabt, og det tager ufattelig lang tid at komme igennem. For mig tog det 15 måneder fra første sygemelding. Og set i bakspejlet, så arbejdede jeg nok alligevel for længe, for hele mit system sagde stop.

    Og hvad har jeg så lært?

    Jeg har lært, at mærke mig selv. Ja, ja, tænker nogen sikkert…. Det er noget pædagogisk bavl. Nej, det er det ikke, men jeg ville helt sikkert selv have tænkt sådan inden jeg blev ramt. Når man bliver ramt af stress og depression er det et vink med en vognstang. Et vink om, at noget ikke fungerer i den hverdag, du står i. Det kan være arbejdsrelateret, det kan være personlige tab og kriser, og det kan være en kombination af begge dele. Det har det nok været for mig. Så det at arbejde med, at mærke egne grænser og få sagt stop i tide, har været min helt store opgave i 2018. Heldigvis fandt jeg en mega dygtig psykolog, som kunne høre hvad jeg sagde, uden at jeg sagde det. Han har formået at stille de rigtige spørgsmål, der gav stof til eftertanke. Han har fået mig til, at se mig selv udefra og erkende, at den psykologiske struktur jeg er opvokset med, har gjort, at jeg går alt for langt før jeg siger stop. Det har intet at gøre med en dårlig barndom, det har derimod alt at gøre med, hvad man er vokset op med. Hvis jeg skal ændre denne struktur, skal jeg arbejde ben-hårdt med mig selv. Og jeg SKAL ændre den, ellers ender jeg samme sted igen. Jeg skal sætte mig selv først, noget jeg har helt utroligt svært ved. Alle andre skal have det godt, før jeg selv kan have det godt. Men som psykologen siger, så kan jeg ikke hjælpe andre til at have det godt, før jeg selv har det godt. Det er en kæmpe opgave, som jeg nok kommer til at arbejde med resten af mit liv.

    Jeg har også lært, at der er enormt meget tabu og manglende forståelse omkring det, at lide af depression og stress. Men hvorfor egentlig det? Statistikkerne viser jo klart, at der er flere og flere mennesker, der sygemeldes med netop dette. Altså er det desværre ikke unormalt. Men forståelsen mangler desværre mange steder. Måske er det hos de mennesker, der aldrig selv har været ramt, jeg har i hvert fald konstateret, at der er røget nogle bekendtskaber og tætte relationer i svinget. Det gør sgu lidt ondt, og jeg er også blevet ramt på stoltheden. Jeg ved godt, at jeg normalt fremstår som en stærk person, der kan klare det meste. Der er jeg også ved at være igen. Men det sidste år, har jeg ikke kunnet klare ret meget. Det har været svært selv at acceptere, og sikkert endnu sværere for andre at forstå. Men jeg har alligevel manglet interessen og nysgerrigheden omkring hvordan det går. Der har ikke været mange, der har kontaktet mig, for at høre til mig. Måske er det berøringsangst. Jeg kan bare mærke, at det gør mig ked af det.

    Jeg har fået noget med fra 2018

    Heldigvis har det ikke været rædsel det hele. Jeg har også fået nogle gode ting med fra 2018. Forholdet til min mand er blevet tættere. Jeg er helt overbevist om, at når han har holdt mig ud gennem dette år, med alle de nedture og dårligt humør, jeg har præsteret, så holder vi til alt. Han er min livline og min bedste ven, og havde det ikke været for ham, er jeg sikker på, at det havde taget meget længere tid, at komme igennem. Mit venskab med F. som også har været ramt af stress og depression er blevet stærkt. Vi har brugt mange timer sammen, hvor vi har snakket og snakket om alle de ting, der har været i vores hoveder. Mine fantastiske stressdamer er også en kæmpe bonus fra 2018. Vi startede sammen til et stressmestringskursus i jobcenter regi, og vi har hængt sammen siden. De er vigtige, selvom vi alle hver især er på vej videre. Så mødes vi med jævne mellemrum.Vi taler om alt, fordi vi alle ved, hvad det handler om. Min tiltro til systemet/kommunen er øget. I min kommune har jeg ikke oplevet nedværdigende behandling og urimelige krav. Jeg er blevet mødt med respekt og forståelse og en lyst til at samarbejde. Det er guld værd, når man ligger under gulvbrædderne og ikke engang kan handle ind til aftensmad.

    Jeg har fået min blog med…. Det der egentlig startede som en joke, har vist sig, at være en rigtig god form for terapi. Og den har også vist mig, at vi er mange i samme båd. Så den fortsætter helt sikkert ind i 2019, dog med mindre fokus på stress og sygemeldinger men i stedet med fokus på livet, når man er halvvejs i det. Med alt hvad det indebærer, eksempelvis overgangsalder. jobsøgning og alt hvad der ellers popper op i hverdagene i det midtjyske.

    Forventninger til 2019

    Jeg tror ikke på nytårsfortsæt. Jeg tror på, at viljen bestemmer. Så jeg har ikke nogle planer om, at jeg fra på mandag ikke længere ryger en cigaret, at jeg holder mig fra søde sager, at jeg starter træning til et marathonløb, at jeg taber de der skide 10 kilo der er sneget sig på. Det kommer når jeg er klar til det. Til gengæld ved jeg, at jeg er klar til en raskmelding, klar til et nyt job, så jagten er gået ind på det job, jeg kan se mig selv i de næste 21 år (ja, ENOGTYVE ÅR), inden jeg skal på pension. Jeg ved, at 2019 bliver et bedre år end 2018, fordi jeg er ovenpå igen. Jeg har mit overskud og mit overblik tilbage. Jeg tror på, at jeg får et drømmejob, at vi stadig prioriterer kærestetid, at jeg bliver glad helt ind i knoglerne igen (jeg er nemlig godt på vej allerede).

    Hvad har 2018 bragt jer derude? Hvad har været godt og hvad har været skidt?

    Hvad ønsker I for 2019?

    Del – like – kommenter, jeg bliver så glad.

     

    Rigtig godt nytår derude

    Kh Tina