• Styr på mit shit,  Verden udenfor

    Ligegyldige facts…. 14/24

    Jeg er uddannet pædagog

    Det er min anden uddannelse. Jeg blev færdig i februar 2009 – altså meget snart 10 års jubilæum inden for faget.

    Egentlig ville jeg have været journalist. Desværre lyttede jeg ikke til mig selv, men til resten af min verden, der fortalte mig, hvor svært det var overhovedet at bestå optagelsesprøven, og hvis man så kom igennem den, så var det nærmest umuligt at få job. Jeg skulle have givet det et forsøg – måske er det et af de punkter, der skal på min 10-ting-jeg-har-fortrudt-liste, der kommer en af dagene.

    Et af de sikre områder tilbage i slut-firserne var den grafiske verden. Det var nemt at få læreplads og man tjente kassen, når man var færdig med uddannelse. Så det blev min vej. Det der med at tjene kassen, holdt dog ikke stik, medmindre man var villig til at ligge 50 timer + om ugen på et reklamebureau. Det var jeg ikke, da jeg havde små børn. Så jeg sad i mange år til en gennemsnitsløn og var vel i bund og grund meget godt tilfreds. Lige til den dag, hvor jeg ikke var det mere. Jeg sagde mit job op og tog arbejde som pædagogmedhjælper i en vuggestue. Ja, en vuggestue….. Det var et par gode år, men jeg ville gerne mere, og så tog jeg konsekvensen af det, og søgte ind på seminariet. På SU. I 3½ år. Men det var det hele værd.

    At uddanne mig til pædagog er den største gave, jeg har givet mig selv. Det har givet mig indsigt i mange forskellige samfundsnormer, kæmpe selvindsigt og en vished om, at jeg er hamrende god til at have med mennesker at gøre. Jeg elsker min branche. Alt afhængig af hvilken gruppe du arbejder med, kan det også være virkelig hårdt. For jer som har fulgt bloggen, ved I, at jeg har været sygemeldt med stress i en lang periode. Nu er jeg heldigvis klar igen, og jeg føler, jeg er kommet stærkere ud på den anden side. Jeg kender mig selv og mine grænser nu, og jeg har en bevidsthed om, hvilke ting jeg så vidt muligt skal undgå i mit fremtidige job. Jeg brænder for at arbejde med mennesker, der har det socialt svært. Min største drøm er nok, at blive konsulent i en eller anden forstand. Familie-, unge- socialkonsulent. Jeg har en bred pallette af erfaring med mig, så jeg tænker ikke det er en umulig drøm. Måske sidder der en og læser med lige nu, der kender nogen, der kender nogen, der har brug for en som mig? Man har jo lov til at håbe, ellers får den maks gas på jobsøgning i det nye år. For jeg er nemlig raskmeldt fra 1. januar. HURRA

    Hvad med jer? Fik I drømmeuddannelsen i første hug? Er I ansat i jeres drømmejob? Har I fortrudt noget undervejs?

    Dejlig weekend til jer

    Kh Tina

  • Styr på mit shit,  Verden udenfor

    Ligegyldige facts…. 13/24

    Jeg er fra Århus a’…..

    Jeg er født og opvokset i og omkring Århus. Jeg er også tilhænger af at stave Århus med Å. Vi er et specielt folkefærd og vores by skal bibeholde den specielle stavemåde.
    Århus er min by – og jeg SAVNER den. Tit. Jeg bor nu i Horsens, som også er en udmærket by, men den er ikke Århus.

    Jeg er overbevist om, at hvis du er vokset op i Århus, så vil du for altid have et specielt bånd til byen. I går mødtes jeg med min veninde til snak og mad. Det var superhyggeligt og Strøget var blevet opgraderet på julebelysningen. Det var så smukt. Jeg bliver en smule nostalgisk nogle dage. Især da jeg kørte hjem i går aftes blev jeg ramt af savn.

    Det er jo ikke kun byen jeg savner. Jeg savner også mit netværk. Jeg ved godt, at jeg stadig har det, men det hele skal planlægges nu. Det er ikke længere muligt lige at smide en sms og høre om der er lyst til en gåtur i skoven. Jeg savner nære veninder i Horsens. Nogle jeg kender ved egen kraft og ikke gennem min mand.
    At arbejde er også blevet et savn nu. Jeg er klar til at komme igang igen, hvilket jo er fantastisk. Det største issue er jo så, at jeg ikke længere har noget job. Mit største julegave ønske er derfor, at der dukker det helt rigtige op til mig.

    Jeg savner forår og sommer – jeg bliver en smule ramt på humøret af gråt i gråt. Jeg savner at føle mig nødvendig. Det hænger nok sammen med ikke at lave en skid……

    Nok for i dag – Hvad savner I?

    Rigtig god dag derude – hvis I har lyst, kan I jo nynne med på “Hjem til Århus” et gammelt 80’er hit fra en gruppe der hed På Slaget 12

    Kh Tina