• Styr på mit shit,  Verden udenfor

    Ud over kanten

    har konsekvenser……

    I går måtte jeg tage afsked med et glas karrysild. Skulle bruge noget andet i køleskabet og kom til at skubbe glasset ud over kanten. Og jeg nåede ikke at gribe det. Resultatet var glasskår, karrydressing og sild på gulvet. Duften af karry hang ved resten af aftenen……

    Gudskelov var det bare et glas sild. Konsekvenserne for os mennesker, hvis vi ryger ud over kanten er katastrofale.

    Vi skal skubbe vores børn

    Og DET er en balancegang. Hvis vi ønsker selvstændige børn, der ønsker at udfordre sig selv og verdenen er det nødvendigt, at vi som forældre skubber blidt til dem. Vi skal udfordre dem – samtidig med at vi beskytter dem. Vi må ikke skubbe så hårdt, at de ryger ud over kanten, medmindre vi ved, vi kan gribe dem. Vi må ikke skubbe så hårdt, at det går ud over selvtilliden, samtidig vil vi helst heller ikke opdrage små narcisstiske monstre, der ikke kan rumme andet end sig selv. Kort sagt, så balancerer vi som forældre på kanten hele tiden. Men det er en del af livet, når man vælger at få børn.

    Vi skal skubbe os selv

    Vi er også nødt til at skubbe os selv. Igen en balancegang med udgangspunkt i, hvor vi befinder os i vores liv. Jeg tror alle voksne mennesker frygter det frie fald. Der hvor vi ikke har nogen, der griber os. Der hvor vi frygter aldrig at komme op igen. Det sker selvfølgelig for nogen, men heldigvis har langt de fleste mulighed for at få hjælp. Enten af familien, vennerne eller det professionelle system. Hvorfor så skubbe tænker du måske? Fordi vi skal udfordres for ikke at gå i stå. For ikke at sidde tilbage og føle, at vi ikke fik nok ud af livet. Fordi vi skal udvikle os hele livet. Nogle udfordringer vælger vi selv, andre vælger livet for os. Gennem mit liv har jeg haft min del af udfordringer. Min første-fødte blev født for tidligt og kæmpede for sit liv de første uger efter fødslen. Det modnede mig, at jeg som 24 årig skulle træffe beslutninger, der kunne betyde liv eller død for det lille menneske, der havde været ventet og elsket længe. Gennem de næste mange år, levede jeg egentligt et ukompliceret liv, indtil jeg kunne mærke der skulle ske noget andet. Jeg valgte at give mig selv den udfordring, at tage en mellemlang videregående uddannelse, mange år efter at jeg afsluttede 10. klasse i folkeskolen. Jeg begyndte at læse til pædagog og sluttede af med en professionsbachelor i pædagogik. En sund udfordring, der ændrede meget for mig personligt. Jeg flyttede mig mentalt rigtig langt. Skilsmissen fra min første mand var også en stor udfordring. Vi skulle gøre det ordentligt, så børnene kom bedst muligt igennem det. Det var ikke altid nemt, og jeg er sikker på, at ungerne blev ramt på en eller anden måde, men heldigvis er de kommet godt igennem.
    Livet har også budt på andre udfordringer, jeg ikke selv har valgt. Og selv om jeg har følt mig kastet ud over kanten, så har jeg alligevel formået at komme tilbage. Ikke mindst for mine ungers skyld.
    Så blev jeg ramt af stress. Det er til dato den største udfordring jeg har stået overfor. At være så ramt af stress, som jeg har været kræver rigtig meget hjælp, støtte og viljestyrke. Der er mange grundliggende ting, jeg skal ændre i mit liv. Heldigvis ved jeg, at min mand og mine veninder griber mig, hvis jeg er på vej udover kanten.

    Weekenden byder på en gang massage, frokost med en af de bedste veninder, besøg hos bonusungernes familie og en fodboldkamp på hjemmebane for yngstebarnet. Hvad skal I lave.

    Ha’ en dejlig weekend derude

    Kh Tina

  • Styr på mit shit

    Giv mig bare et foredrag….

    I stil med det jeg hørte i går…..

    I aftes var jeg sammen med en veninde til foredrag med Lisbeth Zornig. Foredraget hed “Fra vred til voksen” og tog udgangspunkt i Lisbeth Zornigs barndom og de ting hun var udsat for. Hun beskrev meget ærligt og personligt hendes personlige udvikling fra barn til voksen. Det var rørende. Det var hårdt. Det var tankevækkende.

    Billedet i dag er trapperne til 4. sal på vores hotel i Amsterdam. De var stejle og det var hårdt at gå op af dem. Derimod gik det også hurtigt ned igen. I min tvistede hjerne er det vel en slags symbol på, den udvikling jeg pt. gennemgår. Jeg kæmper og kæmper mig op – og ind i mellem går det hurtigt ned igen. Heldigvis ikke helt ned i kælderen. Der er de dage, hvor jeg tager mig selv i nakken og husker på, at jeg har været et godt stykke oppe af den trappe og jeg kommer det igen.

    Hvad kan jeg så bruge Lisbeth Zornig til??

    Inspiration helt klart. Hun er en sej kvinde, der har taget ansvar for sit liv. Hun vil mere, og hun gør det. Ærligheden er jeg også imponeret af, samt hendes evne til at acceptere de personlige træk, der ikke er så attraktive. Hun har accepteret hvem hun er. Det er inspirerende.
    Hvem er jeg så? Ja, det er så det, jeg er ved at finde ud af. Håbet er helt klart, at jeg også en dag, kan stå frem og sige – her er jeg! Tag mig som jeg er, med alt det gode og det dårlige. At få en bevidsthed om, hvad jeg egentlig består af, både positivt og negativt. Jeg arbejder på det.

    Heldigvis har jeg stress-damerne

    Dem så jeg igår. Det er så befriende at tilbringe tid med dem. Vi er helt ærlige omkring os og de ting der fylder. Det er selvfølgelig ved at være lidt vanskeligt at samles alle 6, da flere fra gruppen er startet i praktikforløb. Vi forsøger, og ellers mødes de der kan. Snakken går altid non-stop. Vi snakker om fremtid, nutid og fortid. Vi snakker om arbejde, jobcenter, børn, kærester/mænd. Jeg elsker disse formiddage.

    Trætheden har sat ind

    I dag er jeg så til gengæld TRÆT. Men det er ikke så underligt. Min hjerne har kørt på højtryk siden i går, og der var for meget hjerneaktivitet til at få særlig meget nattesøvn. Hjernen arbejdede med de input fra foredraget der fyldte mest. Blandt andet talte Lisbeth Zornig om evnen til at få hjælp. Hun havde researchet på, hvilken hjælp der havde størst effekt. Konklusionen var, at det ikke var vigtigt, hvilken type terapi man valgte, da undersøgelser viser, at 65% er at individet har erkendt og er klar til hjælp og 15% er relationen mellem terapeut og klient. Det er sgu tankevækkende – og viser hvor vigtigt det er, at man kan erkende behovet for hjælp.

    Hvad tænker I?

    Kh Tina