• Styr på mit shit

    Det kurerer næsten alt….

    sådan et krus varm kakao med flødeskum

    Dagens planer måtte ændres i dag. Yngstebarnet er syg. Han lyder mest af alt som en søløve med ADHD. Så jeg måtte melde afbud til stressdamerne, det er ærgeligt, da det er en af de ting, jeg ser frem til. Til gengæld har vi nu endelig fået materialerne i hus til juledekorationer, så når afkommet får det lidt bedre skal vi i det kreative hjørne. Altså må pædagogen træde frem af skjulet.

    Overskuddet holder umiddelbart

    Som jeg nævnte sidst, så går det godt. Jeg er ved at finde mit gode humør og optimisme igen. Det føles rigtig godt. På trods af diverse start vanskeligheder på dagen i går, så holdt humøret dagen igennem.  Planen i går var, at jeg ville starte med et bad, inden jeg skulle bage nogle boller. Så jeg kaster mit luksus legeme under bruseren og da jeg skyller balsamen ud af mit hår, konstaterer jeg, at afløbet er stoppet. Hele gulvet sejler i vand. HELE gulvet. For 3 måneder siden havde det væltet læsset. I går bliver jeg praktisk. Jeg får tørret vand op, bliver selv tørret, får en smule tøj på (læs undertøj) og går selvfølgelig igang med at rense det skide afløb. Undervejs i processen får jeg den geniale ide, at hælde kogende vand igennem inden jeg hælder afløbsrens på. Min el-kedel har sit eget liv, låget springer op umiddelbart inden vandet koger, så jeg vælger at sætte et tomt glas ribs-gele ovenpå, for så springer låget nok ikke op. Jo, det gjorde det. Resultatet glasskår på gulvet – fik hurtigt flash back til det glas karrysild der led døden i sidste uge. Fruen her måtte så lige klare opsamlig, støvsugning og gulvvask (stadig iført håndklæde om håret og undertøj) inden projekt afløb kunne fortsættes. Men missionen lykkedes og humøret var intakt. Jeg droppede dog at bage boller. Senere mødtes jeg med en veninde, jeg ikke har set i et par år, på en cafe i Randers. Vi slog os ned kl. 15.30 og rejste os igen omkring kl. 20.00. Snakken gik lystigt – vi blev opdateret, og ganske som det plejer, så var det som om, vi sidst havde set hinanden for et par uger siden. Det er så fantastisk, at have mennesker i livet, hvor tid og afstand ikke betyder det store. Så tak for dig M. Glæder mig allerede til næste omgang.

    Julen nærmer sig

    Og yngstebarnets nissehue skulle jo medbringes i den lokale Rema i dag, den bliver nemlig fyldt med slik i løbet af natten. Så morgenens udfordring blev så, at jeg selv måtte på loftet og hente julepynten ned. Jeg kan SÅ godt forstå, at det plejer at være en mande-opgave herhjemme. Jeg trodsede højdeskrækken og fik hentet ALT pynt ned. Nissehuen var der så ikke. Erstatnings nissehue blev fundet og hængt op i Rema, så er der styr på det. Nu skal jeg så lige finde julestemningen. Den kommer nok, når vi laver dekorationerne.

    Med sygt barn er det jo desværre ikke muligt at tage i træningscenteret og cykle. Det er jo virkelige en skam (læs; pyha endnu en undskyldning der holder…). Lige om lidt møde på jobcenteret, hvor muligheden for en raskmeldelse skal drøftes, for jeg trænger faktisk til snart at komme igang igen, og jeg skal jo også lige have fundet et nyt job. Yngstebarnet må passe sig selv en lille time, men det går vist også helt fint med varm kakao i koppen og Harry Potter marathon på fjernsynet.

    God torsdag derude. Del, like, følg, kommenter…… Jeg bliver så glad

    Kh Tina

     

  • Streaming,  Styr på mit shit,  Verden udenfor

    Plantar Fasciitis

    Ja, hvad i alverden er det, tænker du nok….

    Det er såmænd en inflammation i foden, altså en overbelastningsskade i den sene der hæfter i hælen og går hele vejen ud til tæerne. Og den Plantar Fasciitis har jeg så…. Øv!! I begge fødder – dobbelt øv!!

    Jeg har længe gået som en gammel kone efter jeg har dyrket motion, mine fødder har været “trætte” og har lige skullet gås igang, jeg synes ikke der har været deciderede smerter, bare en træthed. Den sidste måneds tid har det så gjort ondt, og da jeg alligevel skulle til lægen i dag, bad jeg ham kigge på det. Denne diagnose betyder så at jeg starter ved fysioterapeut på mandag og indtil jeg får grønt lys derfra er det INGEN sport!!! Og hvordan fanden skal jeg så tabe de der 10 kg????

    Nå, jeg kan ikke gøre noget ved det lige nu, og vælger derfor at væbne mig med (endnu mere) tålmodighed og venter på fyssens dom på mandag. I dag står den på hygge med yngstebarnet, der har feber og derfor har invaderet sofaen. Vi har tjekket ekstra materialet ud til de 5 Harry Potter film vi har og ellers streamet film fra Via Play. Nu spiller han så Fortnite og jeg har fået støvsuget hytten. Og tænkt lidt over det at være sygemeldt.

    Igår drak jeg kaffe med en veninde jeg ikke har set meget længe. Hun er pt. også sygemeldt – dels grundet kroniske smerter, forårsaget af mange års arbejde i sundhedssektoren – dels på grund af stress. Vi “sammenligner” sygehistorie og, hånden på hjertet, jeg bliver enormt glad for at bo i lige netop min kommune.
    H.’s kommune har indkaldt til flere møder, hvor hun overhovedet ikke er blevet hørt, hun bliver sendt i arbejdsprøvning på en fabrik, trods dårlig skulder og trods det, hun selv har haft andre forslag. Hun skal starte med 10-12 timer om ugen, selvom, da hun blev spurgt hvor meget hun ønskede at starte på svarede omkring 2 timer. Hun bliver gang på gang over-rulet.

    Jeg er godt klar over, at der er mange kommuner der skal spare penge, men når man sidder overfor et menneske, der er helt nedbrudt fysisk og psykisk, synes jeg det mindste man kan gøre, er at vise respekt. At behandle de syge ordentligt. At kigge på historikken og konstatere at lige netop H. har arbejdet hele hendes liv. Og så give hende tid og opbakning, og ikke feje hendes forslag og kommentarer af banen med et; Ja, ja, men SÅ syg er du heller ikke!!!! Hvad fanden ved de om det? De har ihvertfald ikke spurgt H.

    Heldigvis har jeg mødt en meget mere menneskelig tilgang til min sygemelding her i min kommune. Jeg er gået derfra og haft en fornemmelse af, at de ser mennesket før økonomien, det er muligt at jeg tager fejl. Men lige netop i dette tilfælde er det okay. For jeg følte mig hørt og forstået. Og det har man i den grad brug for som langtidssygemeldt.

    Har I kendskab til kommuner der ikke ser mennesket men kun tallene? Har i erfaring med en sagsbehandler I overhovedet ikke kan enes med? Og hvad gjorde i ved det?

    Husk at del mit opslag og følg mig på Facebook eller Bloglovin

    God onsdag derude

    Kh Tina