• Styr på mit shit,  Verden udenfor

    Når jeg hænger til tørre….

    Kender I det?

    Når man bare føler, at man hænger til tørre på en tørresnor? Sådan har jeg haft det flere gange den sidste uges tid. Af vidt forskellige årsager.

    Crazy week

    Jeg har haft gigantiske it-problemer. Min hjemmeside kunne ikke opdateres, og jeg kunne ikke komme ind på bloggen. Så det har lige kostet et par dage med store frustrationer. Heldigvis er det løst nu, og jeg er back on track. Når jeg nu ikke er it-nørd, så er det en af de ting, der kan hænge mig til tørre. Jeg føler mig så dum, jeg bliver så hidsig og så helt lettet, når tingene alligevel lykkes til sidst. Nu kender jeg lidt til cache filer…. Altså meget lidt. De kan slettes fra computeren, og så virker tingene igen….

    Det der med nyt arbejde…

    Status på jobsøgningen 2019
    Sendte/samtaler/afslag:                       7/3/6             Forventet afslag, da jeg ikke har hørt noget: 1

    Okay, indrømmet 3 samtaler på en uge, det er jeg godt tilfreds med. Desværre bar ingen af dem frugt. Den første samtale startede egentligt meget godt, jeg fik dog hurtig indtryk af, at afdelingslederen der førte ordet ikke var helt vild med mig. Uanset hvad jeg sagde, kom der et spørgsmål retur, der betvivlede mit svar. Inden jeg tog hjem fik jeg at vide, at jeg ville få svar tirsdag, altså dagen efter. Allerede kl. 13 blev jeg ringet op, at jeg ikke kom i betragtning til stillingen, og det er også helt okay. Den anden samtale lå også mandag, den forløb helt anderledes. Stemningen var god, menneskerne søde og kemien i orden. Jeg fik præsenteret mig selv og alle mine faglige kvalifikationer på en god måde, og jeg kørte hjem derfra med en god fornemmelse og et stort ønske om at blive valgt. Desværre blev det ikke mig. Øv. Men de gemmer min ansøgning, hvilket jeg tager som et positivt tegn. Den tredje samtale var i går. Da jeg blev inviteret til samtalen fik jeg nogle informationer om, at jeg ville blive stillet en opgave inden jeg kom ind til ansættelsesudvalget. Jeg fik 15 minutter til rådighed hvor jeg skulle vælge 3 billeder (ud af 200) der beskrev hvad der motiverer mig, hvad der driver mig og hvad der gør mig glad. Dernæst skulle jeg sammenfatte det hele til et 5 minutters oplæg til selve samtalen. Jeg synes selv, at det gik fint. Så kom vi til snakken. Eller forhøret som det nærmest blev. Lederen førte ordet, han var helt utrolig direkte i tonen, han spurgte meget om alt, der var ikke tid til at tænke over svaret. Han var meget hurtig på aftrækkeren og skiftede emne konstant. Jeg følte nærmest, at jeg skulle forsvare mig selv, så jeg havde godt på fornemmelsen at jeg ikke blev valgt. Der var kommet 268 ansøgninger til 3 stillinger og jeg var en af elleve der kom til samtale. Det er helt okay, jeg ikke blev valgt. Jeg ville have svært ved at arbejde med den type leder. Så jeg har hængt til tørre på jobfronten også. I morgen er den officielle dag hvor jeg skal meldes arbejdsløs, jeg er spændt på, hvad jeg så bliver indkaldt til. Men jeg må op på hesten igen, og søge hvad der kommer af interessante stillinger. Det må da lykkes for mig på et tidspunkt.

    Når følelserne overrumpler dig

    Herhjemme har de to hjemmeboende unger fået opdateret deres værelser. Den yngste for 14 dage siden. Det ligner et rigtig teenager værelse nu, til trods for at han kun er 9 år. Meget stolt ung mand. I forbindelse med opdateringen har der også været noget oprydning og nogle ting der skulle på loftet. Der i blandt en masse gamle fotoalbums. Min mand og drengene sad og kiggede billeder og der blev købt et nyt album til dem hver. De har hver især valgt nogle billeder til deres eget album, blandt andet en del af deres mor (til dem der ikke ved det, så døde hun da yngstebarnet var lille). Yngste mand valgte også en del med hans mor og de hunde der har været i familien. Da de var sat i album skulle vi jo se dem. Min mand havde forklaret hvem der var på billederne. Vi sidder i køkkenet og J. forklarer hvem vi ser. Jeg kommer til at kigge på ham, og kan godt se han har blanke øjne. Jeg spørger ham, hvad der sker? Og her bryder han helt sammen. Han savner hans mor (han kan ikke huske hende). Jeg tager ham på skødet og fortæller ham, at det er helt okay. At jeg godt kan forstå han savner hende. At det ikke er fair, at hun ikke er her mere. At jeg godt ved, der har været en anden mor før mig, og at jeg har det helt okay med det. At det er okay at snakke om hende, og spørge om de ting han gerne vil vide. Han græder og græder. Og tårerne triller også ned af mine kinder. Gud hvor gjorde det ondt, at være vidne til, at han fik erkendelsen og forståelsen af at have mistet noget så værdifuldt. At den der mor, han kun har hørt om, faktisk har eksisteret, at der er billeder af hende sammen med J. og M. og far. Stakkels lille mand. Men det er nok en proces han SKAL igennem, og så er det nok en god alder at starte den på. Men hvor er det hårdt. Så der blev jeg godt nok også lige hængt til tørre.

    Nå, det blev en længere omgang herfra. I morgen kommer der en anmeldelse af mit gyser ekstrakt, der skulle være godt mod svedture…….

     

    Like – del – kommenter – og ha’ det godt

    Kh Tina

  • Styr på mit shit,  Verden udenfor

    Endelig et nyt år

    2018 er slut…..

    Og gudskelov for det. Personligt har det været et hårdt år for mig. Det blev året, hvor jeg bukkede under, ligesom i helt under. Jeg blev sygemeldt med stress for 2. gang inden for 6 måneder, og denne gang blev det alvor.

    Dyre lærepenge

    Der er et gammelt ordsprog der lyder; “Når man ikke vil høre, må man føle”. Og det skal jeg da lige love for er korrekt. Jeg har i den grad følt. Alt. Hele tiden. Det har været en hård proces, for en, der som jeg, har været vant til at skjule sine følelser for omverdenen. Jeg har måttet begrave “den hårde hund” og erkende at jeg skulle have professionel hjælp. Det har så heldigvis hjulpet rigtig meget, så nu hvor vi står på kanten til 2019 er jeg klar til at møde verden igen. Når jeg ser tilbage på 2018 er der enkelte ting, jeg gerne ville gøre om. Eksempelvis skulle jeg nok aldrig have været raskmeldt i januar. Jeg var slet ikke klar, men havde fået mig selv bildt ind, at det var en god ide, at jeg skulle noget andet end “bare” at sidde derhjemme, og at jeg desuden ikke ville miste mit arbejde, som jeg holdt meget af. Jobbet mistede jeg så alligevel, da jeg måtte sygemelde mig igen i maj-måned. Stress er noget fanden har skabt, og det tager ufattelig lang tid at komme igennem. For mig tog det 15 måneder fra første sygemelding. Og set i bakspejlet, så arbejdede jeg nok alligevel for længe, for hele mit system sagde stop.

    Og hvad har jeg så lært?

    Jeg har lært, at mærke mig selv. Ja, ja, tænker nogen sikkert…. Det er noget pædagogisk bavl. Nej, det er det ikke, men jeg ville helt sikkert selv have tænkt sådan inden jeg blev ramt. Når man bliver ramt af stress og depression er det et vink med en vognstang. Et vink om, at noget ikke fungerer i den hverdag, du står i. Det kan være arbejdsrelateret, det kan være personlige tab og kriser, og det kan være en kombination af begge dele. Det har det nok været for mig. Så det at arbejde med, at mærke egne grænser og få sagt stop i tide, har været min helt store opgave i 2018. Heldigvis fandt jeg en mega dygtig psykolog, som kunne høre hvad jeg sagde, uden at jeg sagde det. Han har formået at stille de rigtige spørgsmål, der gav stof til eftertanke. Han har fået mig til, at se mig selv udefra og erkende, at den psykologiske struktur jeg er opvokset med, har gjort, at jeg går alt for langt før jeg siger stop. Det har intet at gøre med en dårlig barndom, det har derimod alt at gøre med, hvad man er vokset op med. Hvis jeg skal ændre denne struktur, skal jeg arbejde ben-hårdt med mig selv. Og jeg SKAL ændre den, ellers ender jeg samme sted igen. Jeg skal sætte mig selv først, noget jeg har helt utroligt svært ved. Alle andre skal have det godt, før jeg selv kan have det godt. Men som psykologen siger, så kan jeg ikke hjælpe andre til at have det godt, før jeg selv har det godt. Det er en kæmpe opgave, som jeg nok kommer til at arbejde med resten af mit liv.

    Jeg har også lært, at der er enormt meget tabu og manglende forståelse omkring det, at lide af depression og stress. Men hvorfor egentlig det? Statistikkerne viser jo klart, at der er flere og flere mennesker, der sygemeldes med netop dette. Altså er det desværre ikke unormalt. Men forståelsen mangler desværre mange steder. Måske er det hos de mennesker, der aldrig selv har været ramt, jeg har i hvert fald konstateret, at der er røget nogle bekendtskaber og tætte relationer i svinget. Det gør sgu lidt ondt, og jeg er også blevet ramt på stoltheden. Jeg ved godt, at jeg normalt fremstår som en stærk person, der kan klare det meste. Der er jeg også ved at være igen. Men det sidste år, har jeg ikke kunnet klare ret meget. Det har været svært selv at acceptere, og sikkert endnu sværere for andre at forstå. Men jeg har alligevel manglet interessen og nysgerrigheden omkring hvordan det går. Der har ikke været mange, der har kontaktet mig, for at høre til mig. Måske er det berøringsangst. Jeg kan bare mærke, at det gør mig ked af det.

    Jeg har fået noget med fra 2018

    Heldigvis har det ikke været rædsel det hele. Jeg har også fået nogle gode ting med fra 2018. Forholdet til min mand er blevet tættere. Jeg er helt overbevist om, at når han har holdt mig ud gennem dette år, med alle de nedture og dårligt humør, jeg har præsteret, så holder vi til alt. Han er min livline og min bedste ven, og havde det ikke været for ham, er jeg sikker på, at det havde taget meget længere tid, at komme igennem. Mit venskab med F. som også har været ramt af stress og depression er blevet stærkt. Vi har brugt mange timer sammen, hvor vi har snakket og snakket om alle de ting, der har været i vores hoveder. Mine fantastiske stressdamer er også en kæmpe bonus fra 2018. Vi startede sammen til et stressmestringskursus i jobcenter regi, og vi har hængt sammen siden. De er vigtige, selvom vi alle hver især er på vej videre. Så mødes vi med jævne mellemrum.Vi taler om alt, fordi vi alle ved, hvad det handler om. Min tiltro til systemet/kommunen er øget. I min kommune har jeg ikke oplevet nedværdigende behandling og urimelige krav. Jeg er blevet mødt med respekt og forståelse og en lyst til at samarbejde. Det er guld værd, når man ligger under gulvbrædderne og ikke engang kan handle ind til aftensmad.

    Jeg har fået min blog med…. Det der egentlig startede som en joke, har vist sig, at være en rigtig god form for terapi. Og den har også vist mig, at vi er mange i samme båd. Så den fortsætter helt sikkert ind i 2019, dog med mindre fokus på stress og sygemeldinger men i stedet med fokus på livet, når man er halvvejs i det. Med alt hvad det indebærer, eksempelvis overgangsalder. jobsøgning og alt hvad der ellers popper op i hverdagene i det midtjyske.

    Forventninger til 2019

    Jeg tror ikke på nytårsfortsæt. Jeg tror på, at viljen bestemmer. Så jeg har ikke nogle planer om, at jeg fra på mandag ikke længere ryger en cigaret, at jeg holder mig fra søde sager, at jeg starter træning til et marathonløb, at jeg taber de der skide 10 kilo der er sneget sig på. Det kommer når jeg er klar til det. Til gengæld ved jeg, at jeg er klar til en raskmelding, klar til et nyt job, så jagten er gået ind på det job, jeg kan se mig selv i de næste 21 år (ja, ENOGTYVE ÅR), inden jeg skal på pension. Jeg ved, at 2019 bliver et bedre år end 2018, fordi jeg er ovenpå igen. Jeg har mit overskud og mit overblik tilbage. Jeg tror på, at jeg får et drømmejob, at vi stadig prioriterer kærestetid, at jeg bliver glad helt ind i knoglerne igen (jeg er nemlig godt på vej allerede).

    Hvad har 2018 bragt jer derude? Hvad har været godt og hvad har været skidt?

    Hvad ønsker I for 2019?

    Del – like – kommenter, jeg bliver så glad.

     

    Rigtig godt nytår derude

    Kh Tina