• Ikke-kategoriseret,  Styr på mit shit,  Verden udenfor

    Livet er en kaktus

    Ordet tillid har spøgt i min hjerne 

    Ind imellem føles livet lidt som en kaktus. Når man er i kontakt med det bliver man stukket, og der kan sidde små pigge i en over flere dage.

    Jeg har tænkt en del over det de sidste par dage, og er nået frem til, at det ganske ofte handler om begrebet tillid. Og lige netop dette begreb er jo gigantisk……

    Wikipedia beskriver det således:

    Tillid eller tiltro er en følelse og er dét fænomen, som viser sig ved, at et individ har en forventning om eller tro på, at et andet individ er pålideligt. 

    Ifølge K. E. Løgstrup er menneskers tillid medfødt, hvorimod mistillid læres under opvæksten.

    I sociologien beskriver tillid en relation mellem aktører (fx en person eller virksomhed). Tillid handler først og fremmest om en social aktørs suspenderingen af tvivl overfor en anden aktør eller en ide, dvs. det at en aktør godtager en anden aktør, eller en anden aktørs ide, som gangbar, kompetent, god, ærlig eller sand.

    Tilliden kan siges at have i hvert fald tre funktioner i det sociale rum. Den gør sociale handlinger forudsigelige, den skaber en fornemmelse af sammenhørighed og den gør det nemmere for personer at arbejde sammen.

    Tillid er altså essentielt for at kunne fungere i en social kontekst. Nogle gange er tilliden der helt automatisk, og man tænker ikke over den, for mig er det som regel når det ikke er vigtige ting. Har jeg lavet en aftale med mand eller børn, så har jeg tillid til, at den bliver overholdt.
    Jeg har tillid til, at politiet på et tidspunkt (som meget gerne må være snart) tager hånd om naboens hund.
    Jeg har tillid til, at jeg finder et nyt spændende job, når jeg er klar til det.
    Jeg har tillid til, at jeg kommer styrket igennem hele denne meget personlige proces.

    Når det kommer til tillid til andre mennesker, så er snakken en helt anden. Gennem hele min barndom har jeg stolet på mig selv, for der var sgu ikke andre. Som før beskrevet, blev den hårde hund født. Den er jeg så ved at aflive lige så stille i øjeblikket. Alligevel farer den frem og knurrer når jeg møder modgang. Jeg arbejder virkelig hårdt for at lære at stole på andre mennesker. Både jobmæssigt og privat. Jeg passer utrolig godt på mig selv, for inderst inde i mit system, venter jeg bare på, at det går galt. For når det så går galt, så ved de mennesker der er involveret ikke, HVOR hårdt de rammer mig. Tror jeg. I nuet. Efterfølgende kan jeg jo godt se, at det ikke holder.

    Og hvad gør jeg så, når jeg føler min tillid svigtes? Jeg bliver så ked af det, og rigtig rigtig gal også. I tidligere tider havde jeg klart fravalgt de mennesker/det menneske som svigtede. For jeg kan jo klare mig selv. Nu arbejder jeg på at gå ind i ked-af-det-heden som psykologen har bedt mig om. Det er svært. Rigtig svært. Jeg kan mærke at der opstår en usynlig mur omkring mig, som INGEN skal komme indenfor.  En undskyldning har jeg svært ved at bruge til noget. For ja, det kan det godt være at personen har fortrudt, men min tillid er jo væk. Hjernen er på overarbejde, hvor tit er det her sket? hvornår sker det igen? Hvordan genopbygges mistet tillid?

    Er der nogen der kender det? Og hvad gør I ved det?

    Ellers står ugen her i efterårsferiens tegn, hvilket betyder, at jeg overhovedet ikke er alene hjemme. Det kan godt gå hen og blive lidt hårdt, men jeg må tage mig sammen, og forsøge at vende det om, så det bliver hyggeligt. Weekenden blev brugt med kameraet udenfor i det smukke efterårs vejr, det var rigtig dejligt at komme igang med det igen, der bliver helt sikkert flere dage med den aktivitet. Datteren og svigersøn var til overnatning, vi kreerede en bagedyst kage, som smagte fantastisk og i går var vi til fødselsdag. Torsdag går turen til Amsterdam.

    Hvad skal I lave i efterårsferien?

    Husk, kommenter, del, tilmeld dig nyhedsbrevet.

    God uge derude.

    Kh Tina

  • Styr på mit shit

    Tid til oprydning – praktisk og mentalt

    AV AV AV

    Jeg har før været omkring emnet forventninger…. Og i går blev jeg igen skuffet over nogle forventninger jeg havde til et par af mine (snart forhenværende) kolleger. Som skrevet før, har jeg intet hørt fra nogen mennesker udover ledelsen på mit arbejde (læs mere her).

    I aftes sidder jeg så og surfer lidt på Facebook. Jeg undrer mig over, at der slet ikke vises opslag fra 2 af de kolleger, jeg har arbejdet tæt sammen med. Den ene endda min team-makker, så jeg tjekker lige deres profil. Vi er ikke længere venner. Uanset hvor plat det lyder, så svider det sgu. Jeg har haft den opfattelse, at vi forstod hinanden og satte pris på hinanden. Min teammakker har altid været god til at ringe efter en hård vagt og vi har fået snakket tingene igennem, når vi har haft fri. Den anden har jeg hjulpet igang, da han var ny medarbejder. De har begge givet udtryk for, at jeg var en god kollega og dejlig at arbejde sammen med. Nu er jeg så slettet.

    Min fornuft ved jo godt, at jeg ikke skal tage det så tungt. Alligevel prøver jeg at forklare/forsvare det. Måske er forståelsen for, hvad stress gør ved mennesker bare ikke eksisterende hos de to, måske kan de ikke forstå, at jeg kan tage på sommerferie og weekendophold under en sygemelding, måske forstår de ikke, hvor vigtigt det er for stressramte mennesker at få ladet op og foretage sig ting, der giver god energi og overskud. Det værste er, at jeg heller ikke kan slippe tanken om, hvordan snakken har gået om mig, jeg ved at de, trods det mandlige køn, kan være nogle dramaqueens.

    Så nu skal der ryddes op. Har klaret en del i huset hen over de sidste par dage, og her til formiddag er der ryddet op på min venneliste. Den hårde hund trådte i karakter. De mennesker der har skuffet mig er slettet. (eller i hvertfald de fleste af dem) Jeg behøver dem ikke, jeg behøver ikke deres anerkendelse og forståelse, jeg klarer mig uden. De vigtigste i mit liv er her heldigvis 100 % for mig.

    Så nu forsøger jeg at blive mentalt stærkere. At acceptere at nogle mennesker kun er der i medgang. Alligevel føler jeg et svigt, som jeg er nødt til at forhold mig til.

    Kender i til det her? Har i kontakt til kolleger under jeres sygemelding? Tager jeg tingene alt for tungt?

    Værsgod at kommentere med gode råd og input.

    God sensommer dag derude.

    Kh Tina