• Styr på mit shit,  Verden udenfor

    Når angsten er væk….

    …. så er jeg vel færdig med det stress

    Dagens indlæg kommer til at handle om angst…. En af de mange ting, der fulgte med min stress-sygemelding. Nu er jeg jo endelig erklæret rask (eller i hvert fald raskMELDT, helt rask tror jeg aldrig jeg bliver). Det kostede som I måske ved 15 måneders sygemelding at komme hertil.

    Angstanfaldene er forsvundet
    Og heldigvis for det. Jeg får ikke længere anfald, hvor jeg har ondt i hjertet, eller hvor jeg ikke kan få luft og er lige ved at besvime. Det er virkelig ubehageligt, og jeg tror ikke det kan beskrives, så dem der ikke har prøvet det, kan forstå hvor bange jeg har været. Årsagen til at disse anfald er væk, er nok en kombination af, at jeg har lært at arbejde med mig selv og min vejrtrækning og at jeg har haft tid og ro til at få det bedre. Jeg har foretaget de ultimative tests; Jeg har inden for de sidste par uger både været i Bilka på et tidspunkt af dagen, hvor der var mange mennesker (og jeg var alene afsted), og jeg har været i biografen, hvor vi stod i en tæt klump af mennesker inden vi blev lukket ind. Begge gange gik det godt. I Bilka havde jeg lige antydningen af svedige håndflader, men det blev ved det. Og hvor latterligt det end kan lyde, så var jeg mega stolt af mig selv. Over en Bilkatur. Alene.
    Alligevel kan jeg mærke angsten inderst inde. Måske er det sådan det skal være resten af mit liv, måske forsvinder det med tiden. Så længe jeg har det under kontrol, så lever jeg med det.

    Søvnløshed
    Var også en tro følgesvend i starten af min sygemelding. I de 3 uger op til jeg blev sygemeldt sov jeg maksimum 2-3 timer hver nat. Det bliver man tosset af. Jeg levede livet i en kugle af vat. Jeg var træt men kunne ikke sove, jeg var desperat og ulykkelig. Uden søvn bliver ens lunte noget kortere, jeg kunne intet overskue og det at gå på arbejde, gjorde bare det hele meget værre. Heldigvis fik jeg hjælp og en forståelse af, at det var min hjerne der var overbelastet. Og at det var okay, at blive på sofaen en hel dag. At jeg ikke behøvede at udrette noget. Det tog lang tid at acceptere, men da jeg først gjorde det, så hjalp det faktisk. Nu har jeg så igen en periode, hvor jeg ikke kan sove. Og her kan jeg igen mærke angsten. For hvorfor kan jeg ikke sove? Er det stress igen? og hvis det er, hvad er det så, der stresser mig? Det dur bare ikke lige nu, for jeg er jo raskmeldt og i fuld gang med at søge job. Måske er det derfor jeg ikke kan sove? Måske er det angsten for at blive syg igen der spøger, måske er det min hjerne der fuc… mig op, og laver et rigtigt dårligt mønster. Måske skal jeg prøve at ændre tilgangen til det at sove. For måske er der slet ikke noget galt, andet end det, at jeg trænger til en anden hverdag nu. I aften gør jeg noget andet, end at ligge mig under dynen og krydse fingre for, at jeg falder i søvn.

    Angsten er der nu alligevel
    Heldigvis i en anden form. Jeg har nogle helt specifikke områder i mit liv hvor angsten stadig lurer. Det er områder, hvor jeg har en bevidsthed om, at der stadig er meget der skal arbejdes med. Eksempelvis at miste mine børn – hvergang jeg hører udrykningskøretøjer gennemgår jeg lige i min hjerne, hvem der er hvor, jeg ved jo godt hvor lille risikoen reelt er, for at det er nogle af mine, og at jeg i bund og grund ikke har nogen indflydelse på noget i den forbindelse. Det arbejder jeg med. Angsten for at miste kontakten med mine voksne børn er der også. Ikke fordi jeg tror det vil ske, men jeg ville virkelig blive bund ulykkelig hvis det skete. Derfor forsøger jeg, at give dem plads og kun komme med gode råd, hvis de beder om det. Jeg melder klart ud, at vores dør altid er åben, uanset hvad det handler om. Jeg viser dem respekt for, hvordan de vælger at leve deres liv, også selvom det ikke er alle deres beslutninger jeg forstår. Men de er det vigtigste og det er deres liv, de skal leve. Og hvis jeg skal gøre mig fortjent til en plads i deres liv, så må jeg ind i mellem også trække mig lidt, så de ikke bliver trætte af mig.
    Angsten for at blive forladt spøger også. Det er fuldstændig åndssvagt, for jeg har ingen grund til at frygte det overhovedet. Det ved min fornuft godt, men angsten har tag i mig. Jeg elsker min mand overalt på hele jorden. Han er det bedste der er sket for mig i mange, mange år. Vi har et fantastisk forhold, hvor der er plads til os begge to, vi griner med hinanden, taler fortroligt og prioriteter hinanden højt. Alligevel stikker angsten sit grimme fjæs frem engang i mellem. Måske bliver han hapset af en, der ikke er så vanskelig som jeg er…. Måske bliver han træt af mine humørsvingninger og skiftende energiniveau, måske finder han mig ikke så tiltrækkende, når jeg nu har taget de der 10 kg på….. Alt sammen noget, der udelukkende foregår inde i mit hoved. Men tankerne er der. Det arbejdes der også med.

    Spekulationer – er vel også en form for angst
    Så er der alle de der dagligdags spekulationer. Det er ikke decideret angst, men en bekymring for hvordan fremtiden tegner sig.
    Eksempelvis når jeg er 47 og arbejdsløs, så spekulerer jeg jo lidt over, om jeg får et arbejde indenfor mit fag igen. Om jeg er nødt til at tænke alternativt på et tidspunkt. Det vil jeg være ked af, for jeg er vild med mit fag. Status indtil videre i 2019 ser således ud;

    Sendte ansøgninger/samtaler/afslag;                              6/0/0

    Så nu venter jeg, og det er jeg (som før nævnt) ikke ret god til.
    Spekulationer om økonomien, hvis jeg skal på dagpenge i en lang periode, spekulationer omkring venindes konstaterede kræft sygdom, spekulationer omkring min manglende træning og om mine fødder nogensinde bliver normale igen. Kort sagt spekulationer på et niveau, hvor alle kan nikke genkendende til det. Jeg har konstateret, at de er en del af livet og at det er okay.

    Hvad spekulerer i over derude? Har I erfaring med angst og hvad gør I ved det.

    Del – like – kommenter.

    Kh Tina

     

  • Styr på mit shit,  Verden udenfor

    Raskmeldt og arbejdsløs….

    Mega fed følelse….

    Altså den der raskmelding…..

    Arbejdsløsheden er knap så fed. Alligevel har jeg en god fornemmelse i systemet. Denne gang er jeg virkelig klar til den raskmeldelse. Jeg har fået lyst til livet igen. Jeg trænger til udfordringer, selvom der egentlig har været nok af dem i løbet af året der er gået. Det er også en smule ambivalent. For jeg har sgu ikke været arbejdsløs i mange mange år. Og jeg er jo ikke helt ung længere, så tankerne kredser jo lidt om, hvorvidt det er så nemt at få et nyt job, som jeg håber på. Jeg føler mig ikke gammel, jeg føler, at jeg har en masse at bidrage med, at jeg stadig kan gøre en forskel og at alderen er en bonus i forhold til den type job jeg søger, så fremtiden må vise, om det holder stik.

    Jobjagten er gået ind

    Jeg har lige nu 2 ansøgninger ude. Der er ansøgningsfrist henholdsvis den 4. og den 7. januar. Så fingerene er krydsede. Når jeg sidder og tjekker jobindex (hver morgen omkring kl. 7.30, når mailen tikker ind), så er jeg opmærksom på, at mærke efter, om det nu også er noget, jeg virkelig brænder for at arbejde med. Der er masser af pædagogstillinger at søge, men jeg ved jo godt, at det ikke skal være en børnehave eller vuggestue, jeg ender i. Det kan jeg ikke trives med. Så det der er opmærksomhed på nu, er at beskrivelsen passer til min mavefornemmelse. Rig på erfaring ved jeg, at det er arbejdet med socialt udsatte, special-området og lignende jeg brænder for. Og det er vigtigt at mærke efter, det er hvad jeg har lært gennem de sidste 15 måneder. Det lyder måske en smule forkælet, men jeg søger ikke jobs, hvor jeg umiddelbart tænker; Nå, men det kan da godt være, det kunne være noget! Jeg søger kun de jobs, hvor min reaktion er; Det der gad jeg godt. Det begrænser selvfølgelig mine muligheder, det er jeg bevidst om, men jeg er samtidig også bevidst om, at jeg under ingen omstændigheder, skal havne i noget, hvor jeg ikke trives. Regningen for det, bliver alt for høj.

    Jobcenteret

    Er der jeg ender, hvis ikke jeg får en af ovennævnte stillinger. De er nemlig til besættelse 1. februar. Jeg er fritstillet i januar fra mit tidligere job, så jeg er først helt officielt arbejdsløs til februar. Jeg håber ikke, jeg skal gå uden job alt for længe. Alternativt kunne det jo være mega fedt med noget efteruddannelse, hvis ikke det rigtige job dukker op. Men den tid, den sorg. Nu ser vi hvad der sker, og så må jeg jo tage snakken med jobcenteret, hvis jeg når så langt. Indtil videre har jeg gode erfaringer med jobcenteret i min kommune. Under hele min lange sygemelding, har de bakket op omkring mig, og har vist hensyn og lyttet. Jeg håber det er stilen, også når man er arbejdsløs.

    Starten på 2019

    Efter en super hyggelig jul og en dejlig nytårsaften i gode venners lag har jeg taget hul på 2019. Det bliver spændende at se, hvad et nyt år byder på. Indtil videre er mit største mål jo et nyt job. Jeg tror på det, og jeg glæder mig. Optimismen og gå-på-modet er tilbage, og jeg er klar til at tage de udfordringer livet byder mig. Jeg sætter mig selv først.

    Hvad er jeres plan for 2019? Er I hvor I gerne vil være?

    Del – like – kommenter….

    Hav en forrygende onsdag derude.

    Kh Tina