• Ikke-kategoriseret,  Styr på mit shit,  Verden udenfor

    Livet er en kaktus

    Ordet tillid har spøgt i min hjerne 

    Ind imellem føles livet lidt som en kaktus. Når man er i kontakt med det bliver man stukket, og der kan sidde små pigge i en over flere dage.

    Jeg har tænkt en del over det de sidste par dage, og er nået frem til, at det ganske ofte handler om begrebet tillid. Og lige netop dette begreb er jo gigantisk……

    Wikipedia beskriver det således:

    Tillid eller tiltro er en følelse og er dét fænomen, som viser sig ved, at et individ har en forventning om eller tro på, at et andet individ er pålideligt. 

    Ifølge K. E. Løgstrup er menneskers tillid medfødt, hvorimod mistillid læres under opvæksten.

    I sociologien beskriver tillid en relation mellem aktører (fx en person eller virksomhed). Tillid handler først og fremmest om en social aktørs suspenderingen af tvivl overfor en anden aktør eller en ide, dvs. det at en aktør godtager en anden aktør, eller en anden aktørs ide, som gangbar, kompetent, god, ærlig eller sand.

    Tilliden kan siges at have i hvert fald tre funktioner i det sociale rum. Den gør sociale handlinger forudsigelige, den skaber en fornemmelse af sammenhørighed og den gør det nemmere for personer at arbejde sammen.

    Tillid er altså essentielt for at kunne fungere i en social kontekst. Nogle gange er tilliden der helt automatisk, og man tænker ikke over den, for mig er det som regel når det ikke er vigtige ting. Har jeg lavet en aftale med mand eller børn, så har jeg tillid til, at den bliver overholdt.
    Jeg har tillid til, at politiet på et tidspunkt (som meget gerne må være snart) tager hånd om naboens hund.
    Jeg har tillid til, at jeg finder et nyt spændende job, når jeg er klar til det.
    Jeg har tillid til, at jeg kommer styrket igennem hele denne meget personlige proces.

    Når det kommer til tillid til andre mennesker, så er snakken en helt anden. Gennem hele min barndom har jeg stolet på mig selv, for der var sgu ikke andre. Som før beskrevet, blev den hårde hund født. Den er jeg så ved at aflive lige så stille i øjeblikket. Alligevel farer den frem og knurrer når jeg møder modgang. Jeg arbejder virkelig hårdt for at lære at stole på andre mennesker. Både jobmæssigt og privat. Jeg passer utrolig godt på mig selv, for inderst inde i mit system, venter jeg bare på, at det går galt. For når det så går galt, så ved de mennesker der er involveret ikke, HVOR hårdt de rammer mig. Tror jeg. I nuet. Efterfølgende kan jeg jo godt se, at det ikke holder.

    Og hvad gør jeg så, når jeg føler min tillid svigtes? Jeg bliver så ked af det, og rigtig rigtig gal også. I tidligere tider havde jeg klart fravalgt de mennesker/det menneske som svigtede. For jeg kan jo klare mig selv. Nu arbejder jeg på at gå ind i ked-af-det-heden som psykologen har bedt mig om. Det er svært. Rigtig svært. Jeg kan mærke at der opstår en usynlig mur omkring mig, som INGEN skal komme indenfor.  En undskyldning har jeg svært ved at bruge til noget. For ja, det kan det godt være at personen har fortrudt, men min tillid er jo væk. Hjernen er på overarbejde, hvor tit er det her sket? hvornår sker det igen? Hvordan genopbygges mistet tillid?

    Er der nogen der kender det? Og hvad gør I ved det?

    Ellers står ugen her i efterårsferiens tegn, hvilket betyder, at jeg overhovedet ikke er alene hjemme. Det kan godt gå hen og blive lidt hårdt, men jeg må tage mig sammen, og forsøge at vende det om, så det bliver hyggeligt. Weekenden blev brugt med kameraet udenfor i det smukke efterårs vejr, det var rigtig dejligt at komme igang med det igen, der bliver helt sikkert flere dage med den aktivitet. Datteren og svigersøn var til overnatning, vi kreerede en bagedyst kage, som smagte fantastisk og i går var vi til fødselsdag. Torsdag går turen til Amsterdam.

    Hvad skal I lave i efterårsferien?

    Husk, kommenter, del, tilmeld dig nyhedsbrevet.

    God uge derude.

    Kh Tina

  • Streaming,  Verden udenfor

    12 dage

    Så går turen til Amsterdam

    Manden min skal løbe Amsterdam Marathon. Konen her medbringer den hjemmelavede Dannebrogsparaply og står rundt omkring på ruten og hepper. Det er en fantastisk tradition vi har fået opbygget her. Man kommer i snak med utroligt mange mennesker, når man står der helt alene og vipper med paraplyen og hepper på alle de danske løbere der kommer forbi.

    Barcalona Marathon 2017

    Jeg er en smule bekymret for, hvordan mine ømme fødder tager den tur. Når vi er afsted på disse Marathonture (uden børn) plejer vi at gå rigtig, rigtig meget. Så fyssen har bare at få styr på fødderne inden afgang. Vi kører selv til Amsterdam og regner med at ankomme torsdag eftermiddag, vi kører hjem igen mandag, så vi har god tid denne gang. Marathonløbet afvikles søndag, og jeg tjekker vejrudsigten med jævne mellemrum. Der er ingen af os, der har været i Amsterdam før. Så hvad skal vi se? Er der gode fif omkring oplevelser, praktiske ting osv.? Byd endelig ind.

    Ellers er det fredag i dag. Og jeg har en træt/trist fornemmelse i systemet. Disse dage popper op med jævne mellemrum, der er heldigvis langt i mellem dem i øjeblikket. Måske spiller vejret ind, det er gråt i gråt. På disse dage får jeg ikke udrettet al verden, og jeg øver mig i, at acceptere, at det er okay. Weekenden står på flytning af ældstebarnet og kæresten. De flytter til min by og jeg er lykkelig. Det bliver så lækkert at få dem tættere på.

    I går så jeg programmet om Jesper Sørensen, drengen med den gamle krop. Det gav i den grad stof til eftertanke. Jeg ved godt, at man altid kan finde nogen, der har det værre end en selv, og så alligevel sad jeg tilbage med en fornemmelse af, at jeg er SÅ heldig. Han er en sej gut, ham Jesper. Der er ikke meget klynk over ham, han klør på og får det bedste ud af livet, trods alle de vanskeligheder, han har at forholde sig til. Det vil jeg gerne lære. At pakke selvmedlidenheden væk, og acceptere tingenes tilstand. Der er vel i bund og grund den eneste vej fremad.

    Jeg drak kaffe med min kammerat igår. Igen en hyggelig omgang, hvor vi er totalt ærlige omkring vores stress og de ting der følger med. Jeg værdsætter disse snakke højt, og jeg kan tale med ham om ting, som jeg ikke taler om herhjemme. Det er guld værd. Så tak for dig F.

    Nu dumper jeg ind på sofaen igen og streamer lidt Viaplay, i øjeblikket er jeg hooked på en ærke-amerikansk serie der hedder The Fosters. Let underholdning, lige hvad jeg trænger til idag.

    God weekend derude

    Husk at del, følg og kommenter….

    Kh Tina