• Styr på mit shit,  Verden udenfor

    Ud over kanten

    har konsekvenser……

    I går måtte jeg tage afsked med et glas karrysild. Skulle bruge noget andet i køleskabet og kom til at skubbe glasset ud over kanten. Og jeg nåede ikke at gribe det. Resultatet var glasskår, karrydressing og sild på gulvet. Duften af karry hang ved resten af aftenen……

    Gudskelov var det bare et glas sild. Konsekvenserne for os mennesker, hvis vi ryger ud over kanten er katastrofale.

    Vi skal skubbe vores børn

    Og DET er en balancegang. Hvis vi ønsker selvstændige børn, der ønsker at udfordre sig selv og verdenen er det nødvendigt, at vi som forældre skubber blidt til dem. Vi skal udfordre dem – samtidig med at vi beskytter dem. Vi må ikke skubbe så hårdt, at de ryger ud over kanten, medmindre vi ved, vi kan gribe dem. Vi må ikke skubbe så hårdt, at det går ud over selvtilliden, samtidig vil vi helst heller ikke opdrage små narcisstiske monstre, der ikke kan rumme andet end sig selv. Kort sagt, så balancerer vi som forældre på kanten hele tiden. Men det er en del af livet, når man vælger at få børn.

    Vi skal skubbe os selv

    Vi er også nødt til at skubbe os selv. Igen en balancegang med udgangspunkt i, hvor vi befinder os i vores liv. Jeg tror alle voksne mennesker frygter det frie fald. Der hvor vi ikke har nogen, der griber os. Der hvor vi frygter aldrig at komme op igen. Det sker selvfølgelig for nogen, men heldigvis har langt de fleste mulighed for at få hjælp. Enten af familien, vennerne eller det professionelle system. Hvorfor så skubbe tænker du måske? Fordi vi skal udfordres for ikke at gå i stå. For ikke at sidde tilbage og føle, at vi ikke fik nok ud af livet. Fordi vi skal udvikle os hele livet. Nogle udfordringer vælger vi selv, andre vælger livet for os. Gennem mit liv har jeg haft min del af udfordringer. Min første-fødte blev født for tidligt og kæmpede for sit liv de første uger efter fødslen. Det modnede mig, at jeg som 24 årig skulle træffe beslutninger, der kunne betyde liv eller død for det lille menneske, der havde været ventet og elsket længe. Gennem de næste mange år, levede jeg egentligt et ukompliceret liv, indtil jeg kunne mærke der skulle ske noget andet. Jeg valgte at give mig selv den udfordring, at tage en mellemlang videregående uddannelse, mange år efter at jeg afsluttede 10. klasse i folkeskolen. Jeg begyndte at læse til pædagog og sluttede af med en professionsbachelor i pædagogik. En sund udfordring, der ændrede meget for mig personligt. Jeg flyttede mig mentalt rigtig langt. Skilsmissen fra min første mand var også en stor udfordring. Vi skulle gøre det ordentligt, så børnene kom bedst muligt igennem det. Det var ikke altid nemt, og jeg er sikker på, at ungerne blev ramt på en eller anden måde, men heldigvis er de kommet godt igennem.
    Livet har også budt på andre udfordringer, jeg ikke selv har valgt. Og selv om jeg har følt mig kastet ud over kanten, så har jeg alligevel formået at komme tilbage. Ikke mindst for mine ungers skyld.
    Så blev jeg ramt af stress. Det er til dato den største udfordring jeg har stået overfor. At være så ramt af stress, som jeg har været kræver rigtig meget hjælp, støtte og viljestyrke. Der er mange grundliggende ting, jeg skal ændre i mit liv. Heldigvis ved jeg, at min mand og mine veninder griber mig, hvis jeg er på vej udover kanten.

    Weekenden byder på en gang massage, frokost med en af de bedste veninder, besøg hos bonusungernes familie og en fodboldkamp på hjemmebane for yngstebarnet. Hvad skal I lave.

    Ha’ en dejlig weekend derude

    Kh Tina

  • Ikke-kategoriseret,  Styr på mit shit

    Mig, mig, mig, mig…..

    Ja, jeg faldt i – igen

    Den sidste uges tid har humøret ikke været i top. Og når det ikke er det, så forsvinder min rygrad….. Og i går formiddags inden besøg hos psykologen fik jeg bare den største craving efter bland-selv-slik. Heldigvis havde de ikke alle favoritterne i går, så jeg slap med 20 kroner. Kender I det? At man synes, det er så synd for en, at man bruger det som undskyldning for at fylde sukker i kadaveret? Og Gud hvor er man træt af det bagefter.

    Jeg ved da godt, at det er den modsatte vej af, at kunne tabe de der 10 kg. Og at mine latterlige fødder bare er en undskyldning. Man kan faktisk godt tabe sig, selvom man ikke må dyrke motion. Overskuddet er der bare ikke lige nu, må jeg så være ærlig nok til at konstatere.

    Samtalen hos psykologen var igen en hård omgang. Qua mit dårlige humør gik samtalen mest i retning af, hvad jeg så gør ved det, når jeg har det sådan. Vi talte om, den der opgivenhed, jeg oplever en del pt. Det har været værre. Jeg har været der, hvor jeg havde lyst til at skride fra det hele. Der er jeg heldigvis ikke igen. Og så alligevel, har jeg ofte en fornemmelse af, at det er ligegyldigt hvad jeg gør, så nytter det ikke noget alligevel. Den der depressions-diagnose er nok ikke helt skæv. Det er bare monster svært at deale med. Hos psykologen arbejder vi så med, at jeg skal finde ud af, hvad det er der gør mig deprimeret, og hvad jeg selv kan gøre for at afhjælpe det. Igen fik jeg at vide; Sæt dig selv først…. I alle situationer. Jeg har bare aldrig noget sinde været den, der har råbt mig, mig, mig…. Tværtimod.  Det skal jeg så til at øve mig i. Og jeg skal afskaffe dårlig samvittighed. Det er eddermame godt, jeg har en forstående mand. Som jeg elsker helt vanvittigt højt. Og som jeg håber, har tålmodighed, kærlighed og rummelighed nok, til fortsat at være min klippe.

    I går talte vi en del om personlighedsstruktur. Min personlighedsstruktur er nok desværre bygget op på den måde, at det er vigtigt for mig, at de mennesker jeg har i mit liv (både på arbejde og i privaten) har det godt. Jeg har ikke indset, at det betyder, at jeg automatisk går på kompromis, med selv at have det godt. For jeg har aldrig prøvet at råbe mig, mig, mig. På den lange bane mener psykologen, at jeg har overbevist mig selv om, at jeg har ansvaret for, at de mennesker jeg omgiver mig med, har det godt. Det har jeg ikke. Jeg skal lære at sige fra. For min skyld. Jeg skal aflyse aftaler, jeg ikke har lyst til. Jeg skal ikke lade relationerne styre min rolle i mit liv. Jeg skal melde klart ud, når der er ting, der overskrider mine grænser/lyst, også til tætte relationer. Jeg skal bryde med den rolle, som ofrer sig og sætter sig selv til side. Jeg skal gøre det, jeg har lyst til, i alle de relationer jeg befinder mig i.

    Men hvordan i alverden gør man det? Uden at få dårlig samvittighed? Og hvad bliver konsekvensen?

    Jeg synes der er flere spørgsmål end svar lige nu. Forhåbentligt letter det med tiden, og når jeg bliver bedre til lige netop at sætte mig selv først.

    I går aftes var manden min og jeg til kirkekoncert med Ida Corr. En oplevelse, jeg egentlig havde set frem til. Min hjerne gad bare ikke samarbejde i går. Koncerten var god, stemmen holdt og stemningen var i top. Alligevel sad jeg på en kirkebænk med ondt i maven og koldsved under hele koncerten. Det lettede da vi gik derfra. Mit system kunne åbenbart ikke klare alle de mennesker. Det er træls!!!

    Ellers skal jeg tænke på ting, jeg synes er rare at beskæftige mig med. Jeg skal acceptere at ting tager tid, og psykologen forberedte mig (igen) på, at det her ikke er noget der bare lige forsvinder. Jeg tænker meget løsnings/resultatorienteret. Jeg vil gerne vide, hvornår jeg får det bedre, hvornår mit humør vender, det er der bare ikke noget svar på lige nu. Istedet har jeg tænkt en del over, hvad jeg så kan bruge tiden på, indtil det vender. Da jeg var ung, holdt jeg meget af at fotografere, en interesse der stadig er intakt, men som jeg har ned prioriteret gennem de sidste mange år. Nu er det efterår. Med alle de smukke farver i naturen. Jeg vil til at fotografere igen. For min skyld. Det er ikke sikkert, at det bliver billeder jeg vil vise frem. Måske bliver det billeder, der bliver lagt på min hjemmeside, måske slettes de bare igen. Men jeg vil ud og lege. I morgen. Jeg har et superfedt kamera med mange forskellige funktioner. Dem vil jeg lære at bruge nu. Og jeg kan mærke, at mens jeg skriver dette, får jeg faktisk en glæde i maven.

    Nå det blev en lang omgang i dag. Håber du stadig er med så langt.
    Jeg har brug for input omkring alt det der fylder, så kommentarer er meget velkomne. Like og del gerne på Facebook, og du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev, så du ved, hvornår der er nyt på bloggen

    Dejlig smuk efterårsweekend til jer

    Kh Tina